Ikke meget forløber normalt i en tid, hvor risikoen for Corona-smitten sætter en række begrænsninger for, hvor og hvordan man mødes. Det gælder også for Kommunalbestyrelsen, der derfor i aftes mødtes online og ikke som vanligt i byrådssalen. Det overordnede tema for mødet var Corona-situationen i Tønder Kommune og det fremadrettede arbejde.
På mødet blev Kommunalbestyrelsen af forvaltningerne opdateret på en række emner, som herefter blev drøftet politisk. Emnerne omhandlede således både tilskud til fx haller og kulturelle institutioner, beskæftigelsesindsatsen overfor de ny-ledige, og om hvordan man bedst muligt understøtter det lokale erhvervsliv, hvor flere er ramt af de sundhedsmæssige restriktioner.
Men politikerne fik også for første gang mulighed for sammen at evaluere på kommunens og borgernes erfaringer, siden torsdag den 12. marts, hvor regeringen sendte store dele af den offentlige administration hjem. Og der var bred politisk enighed om, at der både i forvaltningen og ude i de private hjem er blevet ydet en flot og disciplineret indsats.
I en samlet udtalelse siger Kommunalbestyrelsen:
“Vi vil gerne takke alle medarbejdere i Tønder Kommune for deres indsats, omstillingsparathed og for at have taget hele forløbet i stiv arm. Deres store indsats har betydet, at vi som kommune fortsat har kunnet levere langt de fleste af de servicetilbud til borgerne som vi plejer. Samtidig har organisationen hele tiden haft fokus på at restriktionerne ikke kommer til at ramme de mest udsatte borgere. Det er et enormt flot stykke arbejde der bliver udført, og som Kommunalbestyrelse er vi glade for at opleve den professionalisme og det gåpåmod vi oplever hos medarbejderne i Tønder Kommune.”
Politikerne sender samtidig stor ros afsted til de borgere, der har oplevet, at den service de normalt får ikke er helt som den plejer, og at nogen risikerer at skulle vente lidt længere på tingene. Kommunalbestyrelsen understreger, at selvom det ikke kan være anderledes, når tingene er som de er lige nu, så er det glædeligt at opleve, hvordan borgerne bakker op og står sammen for at få bugt med Corona-virusset.
“I den nuværende situationer kommer vi ikke udenom, at tingene ikke kan være helt som de plejer. Det vil også i den kommende tid medføre gener for borgerne, det er vi nødt til at erkende. Men vi vil gerne kvittere for den store tålmodighed som borgerne i Tønder Kommune har udvist fra dag 1, og for den store forståelse og tilpasningsevne vi har oplevet blandt kommunens borgere”, lyder det fra Kommunalbestyrelsen, der også opfordrer borgerne til gøre brug af de kommunale tilbud som fx nødpasning af børn, når man skal have hverdagen til at hænge sammen.
For Kommunalbestyrelsen var det også vigtigt, at man på mødet fik drøftet mulige fremadrettede tiltage på erhvervsområdet, og at dialogen med de erhvervsdrivende skal fungere så godt som overhovedet muligt. Og selvom regeringen har været ude med hjælpepakker til erhvervslivet, så er der et stærkt politisk ønske om, at man lokalt kan supplere med yderligere hjælp og tilbud.
“Vi har i Tønder Kommune for eksempel fremrykket betalingen af alle de fakturer vi får fra de virksomheder, vi samarbejder med. Det betyder, at virksomhederne får deres penge langt hurtigere. Men vi følger situationen og ser løbende på, hvilke muligheder vi ellers har for at kunne hjælpe vores dygtige erhvervsdrivende, som alle er enige om står i en svær situation”, udtaler Kommunalbestyrelsen, der nævner fremrykning af kommunale anlægsprojekter som en af flere muligheder for at gå ind og holde hjulene i gang.
Den forlængede nedlukning af en lang række kommunale institutioner fortsætter frem til og med mandag den 13. april. Det betyder, at skoler, børnehaver og dagplejen fortsat er lukket, række erhverv er lukket ned og mange offentligt ansatte er sendt hjem, hvor de i videst muligt omfang arbejder hjemmefra.
Selvom det er ikke muligt at afholde de politiske møder som vanligt, så fortsætter det politiske arbejde i Tønder Kommue. Udvalgsmøder og andre møder bliver således afholdt som videokonferencer.
Husk, at man stadig kan ringe til Tønder Kommunes hovednummer 74 92 92 92 i den sædvanlige åbningstid.
Be the first to comment on "TØNDER KOMMUNE: Kommunalbestyrelsen mødtes online for at drøfte Corona-smitten"