Sønderjyske sparekasser køber tre Vestjysk Bank-filialer

Vestjysk Bank har indgået aftale med Sparekassen Bredebro og Frøs Sparekasse om at overtage tre Vestjysk Bank-filialer i Sønderjylland. Aftalen giver Vestjysk Bank mulighed for at fokusere forretningen på bankens primære markedsområde. Samtidig styrker de sønderjyske sparekasser deres markedsposition ved at byde flere kunder og dygtige medarbejdere velkomne.

Vestjysk Bank har i dag indgået en aftale med Sparekassen Bredebro og Frøs Sparekasse om salg af tre filialer i henholdsvis Tinglev, Løgumkloster og Rødekro.

Salget betyder, at ca. 8.600 kunder får nyt pengeinstitut, og 20 medarbejdere skifter fra Vestjysk Bank til de to sparekasser. Handlen er betinget af godkendelser i de to sparekassers repræsentantskaber samt Finanstilsynet. Aftalen forventes dog at træde i kraft den 3. oktober, hvorefter kunderne formelt set overgår til henholdsvis Sparekassen Bredebro og Frøs Sparekasse.

”Vi er glade og tilfredse med den aftale, der er indgået. Det betyder, at vi kan fokusere på vores primære markedsområde, som dækker Øst-, Midt- og Vestjylland, hvor vi oplever vækst og fremgang især på erhvervsområdet,” siger adm. bankdirektør i Vestjysk Bank Jan Ulsø Madsen.

Fastholder forventninger til 2022

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre transaktionens omfang. Salget af de tre filialer rykker imidlertid ikke på Vestjysk Banks forventninger til årets resultat, som fortsat ventes at lande på 600-650 mio. kr. før skat.

Jan Ulsø Madsen er godt tilfreds med processen og salget af filialerne:

”Jeg vil gerne kvittere for et godt og tillidsfuldt samarbejde med Frøs Sparekasse og Sparekassen Bredebro. Vi tror på, at sparekasserne i samarbejde med de dygtige medarbejdere kan skabe tilstrækkelige forretningsmæssige synergier i filialerne. Vi har haft et godt samarbejde med kunderne i de tre filialer, men vil nu fokusere på at overdrage dem på bedste vis til henholdsvis Sparekassen Bredebro og Frøs Sparekasse. I samme ombæring er vi naturligvis kede af at sige farvel til gode kollegaer, men er overbevist om, at de vil finde sig godt til rette i de nye pengeinstitutter,” slutter Jan Ulsø Madsen.

Sparekassen Bredebro overtager Vestjysk Banks filialer i Løgumkloster og Tinglev, hvor Frøs Sparekasse overtager filialen i Rødekro. De berørte kunder får direkte besked i netbanken om overdragelsen.

Kilde: Vestjysk Bank