Haderslev Kommune markerer Flagdag for Danmarks udsendte

Paraden går gennem Haderslev midtby. Pressefoto Haderslev Kommune.

Mandag den 5. september er der Flagdag for Danmarks udsendte. Traditionen tro markerer Haderslev Kommune flagdagen på Gravene i Haderslev i samarbejde med Slesvigske Fodregiment, Fighter Wing Skrydstrup og Beredskabsstyrelsen Sydjylland.

Den 5. september er det fjortende gang, at Haderslev Kommune markerer flagdagen for Danmarks udsendte. Igen i år foregår det i samarbejde med Slesvigske Fodregiment, Fighter Wing Skrydstrup og Beredskabsstyrelsen Sydjylland.

Slesvigske Musikkorps før an, når veteraner, soldaterforeninger, beredskabet og soldater marcherer gennem byens gader, som i anledning af flagdagen vil være udsmykket med flagallé. Paraden marcherer fra Haderslev Kaserne via Nørregade, Torvet og Bispegade til Gravene, hvor den offentlige markering finder sted.

Ligesom tidligere år deltager flere hundrede børn fra dagtilbud og skoler i Haderslev Kommune i flagdagen. Med små Dannebrogsflag vil børnene stå klar til at hylde veteranerne, mens paraden marcherer gennem Haderslev.

Program for flagdagen

•Kl. 10.30: March fra Haderslev Kaserne til Gravene via Nørregade, Torvet og Bispegade. Paraden føres an af Slesvigske Musikkorps

•Kl. 10.45: Paraden ankommer til Gravene

•Kl. 10.50: Velkomst og tale ved borgmester Mads Skau samt chefen for Beredskabsstyrelsen Sydjylland, brigadechef Stig Hammerhøj.

•Kl. 11.00: Haderslev Kommune er vært ved en sønderjysk grillpølse og en sodavand

•Kl. 11.45: Arrangementet på Gravene slutter og paraden marcherer retur til Haderslev Kaserne

•Kl. 12.00: Kranslægning og tale ved mindetavlerne af chef Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Nygaard

•Kl. 12.10: Arrangementet på Haderslev Kaserne slutter

Alle interesserede borgere er velkomne til at deltage i markeringen på Gravene. Arrangementet på Haderslev Kaserne er kun for inviterede gæster.

Kilde: Haderslev Kommune