Sent mandag aften anbefalede DIF og DGI deres medlemmer at åbne for udendørs aktiviteter, der kan gennemføres under sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Haderslev Kommune åbner derfor adgangen til udendørs fritids- og idrætsanlæg under nogle særlige betingelser.
”Vi er klar til at åbne de kommunale idræts- og fritidsanlæg fra mandag, så vi kan understøtte foreningerne i den gradvise, kontrollerede genåbning. Vi åbner for udendørs anlæg, og det er naturligvis vigtigt at foreningerne sørger for, at retningslinjerne fra myndighederne fortsat følges”, siger Christian Haugk, chef for Kultur og Fritid og Landdistrikter i Haderslev Kommune.
Åbningen sker fra mandag, så foreningerne har mulighed for at planlægge og informere om åbningen stille og roligt. Foreningerne er ansvarlige for, at den enkelte foreningens medlemmer og planlægningen af aktiviteterne overholder retningeslinjerne fra sundhedsmyndighederne og som er anbefalet af DGI og DIF:
- Max 10 personer sammen
- Hold to meters afstand til andre personer
- Vær opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe
- Host eller nys i albuen eller i et papirlommetørklæde
- Hold dig hjemme, hvis du har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed – og gå straks hjem selv ved milde symptomer.
- Vær opmærksom på de særlige risikogrupper som defineret af Sundhedsstyrelsen.
- Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketsjer eller golfkøller), anbefales det, at der så vidt muligt benyttes personlige rekvisitter. Hvis dette ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit.
- Det forudsættes, at klubhuse og fælles omklædnings- og badefaciliteter stadig ikke er tilgængelige.
- Hvis man som forening vælger af afholde udendørs idrætsaktiviteter, så anbefaler DIF og DGI desuden, at man er opmærksom på at udendørsaktiviteten bør foregå i mindre grupper og at man hænger Sundhedsstyrelsens anbefalinger op på idrætsfaciliteten.
”At man kan åbne for aktivitet i foreningerne betyder ikke, at man skal åbne for alt, og vi beder derfor foreningerne om at overveje nøje, hvordan og hvilke aktiviteter, man kan genoptage forsvarligt. Når det er sagt, er det også rigtig positivt, at vores foreninger kan komme i gang igen for både lokalsamfundene og for den generelle sundhed”, siger Christian Haugk.
De anlæg, der åbnes fra mandag den 27. april, er:
- Atletikanlæg
- Tennisbaner
- BMX-bane
- Udearealer for hundeførerforeninger, spejdere og søsport
- Krolf, discgolf og lignende anlæg