Egernsundbroen åbnes for bilister under fugeudskiftning

Forvent trafikale forsinkelser omkring Egernsundbroen og Brovej i Egernsund de kommende uger. For to af Egernsundbroens fuger skal udskiftes, og derfor vil der fra mandag den 7. september kun være to spor åbne for bilister. Samtidig med arbejdet på Egernsundbroen bliver indsnævringen af Brovej, som ændres fra fire spor til to spor, også udført.

Egernsundbroen bliver alligevel åben for biler og lastbiler, når udskiftningen af to defekte fuger skal skiftes ud med start mandag den 7. september 2020. Arbejdet med at skifte fugerne skal ske nu for at undgå slidskader på den bærende betonkonstruktion.

I stedet for at lukke Egernsundbroen helt i 11 dage, som der oprindeligt var meldt ud, har Sønderborg Kommune nu besluttet at åbne op for to spor til biltrafikken. Der har været en del henvendelser fra borgerne i området på en fuldstændig lukning af biltrafikken med de gener, det vil medføre, og derfor er der i forvaltningen fundet en løsning, som politikerne i Teknik- og Miljøudvalget har nikket ja til.

Den kollektive trafik vil dog være omlagt, så der kører ikke bybusser over broen, mens fugearbejdet er i gang.

Broen er åben for cyklister og gående samt skibe.

Åbningen med to spor til biltrafik betyder dog, at arbejdet med fugeudskiftningen forlænges, så det kommer til at vare cirka tre uger. De to defekte fuger skiftes ud med en ny støjfri fugetype.

Brovej indsnævres
Det er dog ikke det eneste trafikale, der sker omkring Egernsund i september. Med start torsdag den 10. september begynder arbejdet med indsnævringen af Brovej, som ændres fra fire spor til to spor.

Dette projekt udføres samtidig, så generne ved projekterne sker på samme tid og ikke kommer i to etaper. Ændringen af Brovej fra fire spor til to spor handler om at lave en mere trafiksikker vej, og det har været et ønske længe, for beslutningen om indsnævringen af Brovej blev taget på et møde i Teknik- og Miljøudvalget den 5. februar 2019.

Der kommer signalregulering af strækningen, mens vejarbejdet er i gang. Arbejdet med indsnævringen af Brovej er planlagt til at vare cirka halvandenuge.

For at undgå for meget kø og forsinkelser opfordrer Sønderborg Kommune folk til at køre en anden vej i hele perioden med vej- og broarbejdet, hvis det er muligt.

Be the first to comment on "Egernsundbroen åbnes for bilister under fugeudskiftning"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*