Hun vandt fire millioner i Eurojackpot – sådan går det et år efter

Hvor langt rækker pengene egentlig, når man vinder millioner af kroner i Eurojackpot?

Danske Spil har spurgt en tidligere vinder for at høre, om der stadig er råd til ekstra luksus i hverdagen.

Dankortet har været rødglødende det seneste års tid hos en heldig kvinde fra Esbjerg. Det er både blevet til et nyt hus, en ny bil, en rejse med søsteren og en masse dyre sko, siden kvinden for præcis et år siden fik et livsforandrende opkald på vej ind til et rutinetjek hos lægen: Vicki fra Danske Spil ringede for at overbringe kvinden nogle meget gode nyheder, og kort efter måtte kvinden fortælle den bekymrede læge, at hendes alt for høje puls ikke skyldes helbredsproblemer, men at hun lige havde vundet over fire millioner kroner i Eurojackpot.

– Jeg er bare godt tilfreds, fortæller kvinden, da Danske Spil ringer for at tage pulsen på hende og de penge, som hun endnu ikke har brugt.

– De står stadig bare på opsparingen, så jeg kan tage af dem, når jeg lige har brug for det. For nylig stod min opvaskemaskine af, og så gik jeg bare ind og købte en ny. Det er næsten det fedeste, det med, at jeg ikke skal tænke på, hvad det koster. Sælgeren sagde, at den var lidt dyr, men jeg er da ligeglad, bare den er god! fortæller kvinden.

Den største forandring i kvindens liv i forhold til før gevinsten er, at hun har byttet sin lejlighed ud med drømmeboligen.

– Jeg har købt et hus ikke så langt fra, hvor jeg boede før. Et dejligt hus! Da jeg så på det, var der flere interesserede, men de skulle i banken og have godkendt lån. Og så sprang jeg bare til og sagde: – Jeg vil gerne have det’, og så købte jeg det kontant, fortæller hun.

– Jeg har fået det renoveret lidt, nye vinduer, nyt tag, det blev også lige kringlet i samme ombæring. Der er god plads til hunden, hun har to værelser. Jeg tror, det passer hende meget fint. Hun har et tøjstativ, der står i det ene rum, siger hun og griner så igen, da hun indrømmer, at det ikke kun er hunden, der bruger værelset som walk-in-closet. 

– Mine sko har også fået lov til at stå derinde. Ja, jeg har rigtig mange sko. Rigtigt mange. Jeg tror ikke, vi er under 75 par. Der skal være nogen at skifte med, for det går jo ikke, at jeg har et sæt tøj, hvor skoene ikke går til det. Man må altid have nogle sko, der passer til outfittet, fortæller hun og tilføjer, at hun også havde mange sko, før hun vandt i Eurojackpot, men:

– De sko, jeg køber nu, er lidt dyrere, end dem, jeg købte før.”

Men selv ikke drømmehuset, en større bil, en dyr opvaskemaskine, en ferie med søsteren og en masse dyre sko har formået at gøre kål på alle pengene fra Eurojackpot. Der står stadig et syvcifret beløb og pynter på kontoen.

– Arh.. du kan skrive, at jeg stadig har en god sjat tilbage, lyder det med et grin fra den heldige esbjergenser, som i det hele taget har godt med overskud i hverdagen til at klare de små bump, der kommer henad vejen.

– Den nye opvaskemaskine er ikke kommet endnu, så jeg står og vasker op i hånden. Det er da lidt nederen, siger hun.