Haderslev Kommunes medarbejdere har fået besked på at blive hjemme, hvis de har været i et risikoområde med mange tilfælde af coronavirus. Desuden skal borgere holde sig fra plejecentrene, hvis de har været i et af særlige risikoområder.
Bliv hjemme, hvis du har været i et af de særlige risikoområder med Coronavirus. Det er den melding, der her til morgen er gået ud til medarbejdere i Haderslev Kommune.
Meldingen kommer efter Sundhedsstyrelsen i går forhøjede risikoberedskabet omkring bekæmpelsen af og inddæmningen af smitten med Coronavirus (COVID 19).
Medarbejderne har desuden fået at vide, at de skal melde centralt ind, hvis de er kommet hjem fra et risikoområde. Det sker for at kommunen får registreret de tilfælde, der er.
”Sundhedsstyrelsen har en strategi, der går på at få inddæmmet smitten, og her handler det om at sikre tidlig opsporing og isolation af de smittede, og det er den, vi følger”, siger Rolf Dalsgaard Johannsen, direktør for Voksens- og Sundhedsservice.
”Vi har en medarbejder, der skal blive hjemme indtil den 13. marts. Hun har godt nok ikke været i et af særlige risikoområder, men hun har været ude og rejse og er til daglig i tæt kontakt med borgere, der er særligt udsatte. I den situation har vi vurderet, at det er bedst at være på den sikre side, og derfor skal hun blive hjemme”, siger Rolf Dalsgaard Johannsen.
Har man været i et særligt risikoområde er det desuden Sundhedsstyrelsen anbefaling, at man ikke besøger sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer som er særligt sårbare og udsatte. Denne anbefaling gælder også for besøg til ældre hjemmehjælpsmodtagere i egen bolig.
”Vi skal beskytte de grupper i vores samfund, der er sårbare og særligt udsatte, hvis de bliver ramt. Vi gør alt, hvad vi kan for at informere om situationen og følger de anbefalinger, der kommer fra Sundsstyrelsen”, siger Rolf Dalsgaard Johannsen.
Risikoområderne er aktuelt fire provinser i Norditalien (Lombardiet, Emilia-romagna, Piemonte og Veneto), Iran, Kina samt den nordlige del af Sydkorea. Listen bliver løbende opdateret, og den seneste generelle information kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside sst.dk.
Be the first to comment on "HADERSLEV: Coronavirus: Kommunale medarbejdere skal blive hjemme, hvis de har været i risikoområder"