Hvert år i november mødes omkring 35.000 danskere til Bogforum i Bella Center. Sådan bliver det ikke i år på grund af corona. Derfor går DR nu sammen med centrale kræfter i den danske bogbranche om initiativet ’Bogfestival’.
‘Bogfestival’ er skabt for at sikre, at læsere, forfattere og resten af branchen alligevel får nogle inspirerende mødesteder, hvor de kan samles om bøgerne i år. ’Bogfestival’ finder sted i weekenden 7.-8. november med live-begivenheder og store mængder af bogstof på alle DR-flader – heriblandt 12 timers bog-maraton på DR2.
’Bogfestival’ er blevet til i samspil mellem DR og stærke danske litteraturinstitutioner som Bogforum, Dansk Forfatterforening, Danske Forlag, Danske Biblioteker/ Danmarks Biblioteksforening, boghandlere og Litteratursiden.dk. Tilsammen har organisationerne gjort det muligt at tilbyde læserne et hav af bogstof på tv, radio og dr.dk og ved live-begivenheder over hele landet i weekenden 7.-8. november. Alle arrangementer gennemføres i overensstemmelse med gældende regler for corona.
DR understøtter branchens arrangementer
Med initiativet ønsker DR sammen med bogbranchen at åbne døren til bøgernes verden og inspirere læsere, seere og lyttere til uforglemmelige læseoplevelser, nye bøger og et bredt spektrum af forfattere.
– DR glæder sig til sammen med hele branchen at samle den danske bogverden og understøtte de mange arrangementer, som danske forlag og kulturinstitutioner er i fuld gang med at planlægge. Ikke mindst er det en stor glæde at kunne være med til at løfte dansk kulturliv i en klemt tid. Men også at inspirere danskere i hele landet, foran tv, radio og på dr.dk, til de allerstørste læseoplevelser og store mængder af underholdende bogstof i en hel weekend. Initiativet ligger i meget fin tråd med DR’s ambitioner om at udbrede litteraturen, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.
Om det fælles initiativ siger Bogforums leder, Andreas Nordkild Poulsen:
– Med DR’s initiativ får bøgerne den platform, de mangler i år, nu Bogforum er aflyst. Det glæder vi os selvfølgelig over, og vi bakker stærkt op om initiativet. Og så ser vi frem til at kunne samle hele Danmark om litteraturen i gode fysiske rammer til Bogforum 2021.
’Bogfestival’ skal åbne litteraturen
I forvejen har flere forlag og biblioteker planlagt bogfestivaler og begivenheder på udvalgte steder i hele landet i denne weekend og har desuden skabt en fælles event-kalender på siden www.bogfestival.dk.
DR understøtter de planlagte aktiviteter, idet DR’s stort anlagte litteratur-fokus inkluderer hele landet og besøger og sender live på både tv og radio fra en række af de planlagte arrangementer i weekenden.
Også de danske forfattere glæder sig over udsigten til mødet med læserne ved arrangementer i hele landet og på DR’s flader:
– Bøgernes verden har helt vildt meget at byde på, og jeg er rigtig glad for, at læserne på den her måde kan stifte bekendtskab med nogle af de oplevelser, den levende danske litteratur kan give. Jeg tror på, at det massive bogfokus denne weekend kan være med til at åbne litteraturen op for rigtig mange mennesker, siger Morten Visby, der er formand for Dansk Forfatterforening.
DR2 rydder fladen for 12 timers bog-maraton
DR2 rydder fladen hele søndag den 8. november, hvor der er 12 timers live-tv fra klokken 10.00-22.00 med omstillinger til live-arrangementerne rundt omkring i landet. Det bliver kendte DR-værter, som vil præsentere bøger og forfattere, aktuelle skønlitterære udgivelser, fagbøger og biografier. Seerne kan opleve, hvordan bogen fejres, se de største danske forfattere, få læsetips og opleve forfattere i indsigtsfulde samtaler.
– DR2 har tidligere med stor succes ryddet fladen med ’Live fra Højskolesangbogen’, hvor tusindvis af danskere over hele landet sang med på 175 højskolesange i løbet af 12½ time. Nu glæder vi os til at gøre det samme for litteraturen og nørde, hylde og diskutere bøger en hel dag på DR2, siger Lisbeth Langwadt, der er programchef for Aktualitet, Kultur og Dokumentar.
DR har bogfokus hele weekenden også i radioen og digitalt
Også P1, som normalt sender direkte fra DR-scenen ved Bogforum, P4 og dr.dk vil hen over hele Bogfestival-weekenden tage fat i alle ender og kanter af bøgernes univers til glæde for læsere og lyttere over hele landet.
DR Skole sætter fokus på ’litteraturlyst for alle’
Børn og lærere kan ligeledes glæde sig over, at digitale læringsforløb kan tilgås online på DR Skole. Der vil være mulighed at hente læringsforløb med fokus på litteratur og forfatterskaber, hvor elever og lærere kan stifte bekendtskab med ”Øgendahl og de store forfattere” eller afprøve et interaktivt læringselement ”Bog-robot” som hjælper børnene med at vælge sin favoritgenre. Forløbene er målrettet både elever på mellemtrinnet og elever i udskolingen, og kan findes på dr.dk/skole.
Be the first to comment on "DR og bogbranchen i samarbejde om landsdækkende bogfestival"