TØNDER KOMMUNE: Ny idrætsforening skal hjælpe borgere med psykisk sårbarhed

   
Bevægelse og fysisk aktivitet er godt og sundt for alle, store som små.  Men det er ikke altid let at komme ud og motionere og få bevæget kroppen – især ikke, hvis man har en psykisk sårbarhed af den ene eller anden slags.
   
    En ny indsats i Tønder Kommune skal derfor give borgere med psykisk sårbarhed mulighed for at få mere motion ind i hverdagen. Med en idrætskoordinator ved roret, oprettes en idrætsforening for borgere i netop denne målgruppe.  
Foreningen fungerer fuldstændig som en hvilken som helst anden idrætsforening, og skal på lige vilkår med andre foreninger søge om tilskud, haltimer mm.
Forskellen består i, at foreningen drives af idrætskoordinatoren og borgere, samt at aktiviteterne er tilpasset borgerne, hvor den psykiske sårbarhed stiller andre krav til aktiviteterne, end i de ordinære foreningstilbud. 
I Sundhedsudvalget i kommunen er der også begejstring at spore omkring det nye initiativ.   
“Den nye nationale rapport “Sundhed for alle” viser med tydelighed, at der er behov for en særlig indsats for at nå i mål med større lighed i sundhed. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi på tværs af politiske udvalg i Tønder Kommune er klar til at starte foreningen Idræt for Sindet. Det giver os mulighed for at hjælpe psykisk sårbare mennesker til en bedre sundhed”, udtaler Irene Holk Lund, formand for Sundhedsudvalget.  

“Vi ved fra forskellige undersøgelser, at borgere med psykisk sårbarhed er underrepræsenteret i vores foreninger. Kan vi hjælpe med til at skabe trygge rammer for disse borgere, så de får mere bevægelse ind i hverdagen, styrker vi dem både fysisk, psykisk og socialt”, fortæller Rene Andersen, der er formand for Kultur og Fritidsudvalget.

Erfaringer fra lignende foreninger rundt om i landet viser, at borgerne finder mere tryghed i en forening, der hvor de kan møde ligesindede. Samtidig ser man på landsplan, at deltagelse i foreningerne har en lang række positive effekter på medlemmernes fysiske og psykiske sundhed, fx reduktion i medicinbrug, færre indlæggelser og generelt set bedre trivsel. 

“Det er jo fantastisk at se, at idræt og fællesskaber kan have så positiv effekt på borgernes sundhed og trivsel, og bidrage til at skabe mere lighed i sundhed. Kan vi løfte borgernes sundhed igennem idrætslivet og styrke deres tro på, at alle har noget at bidrage med, giver vi borgerne en utrolig vigtig ballast med i rygsækken. En styrke og tro på sig selv, som de kan bruge i vejen tilbage til uddannelse eller job”, siger Peter Christensen, der er formand for Socialudvalget.  

Idrætskoordinator skal bygge bro

Til at starte foreningen op i Tønder Kommune, er der ansat en idrætskoordinator på 30 timer om ugen. Koordinatoren skal hjælpe med at stå for aktiviteter i foreningen og ikke mindst være en vigtig støtte for borgerne i forhold til både fremmøde og deres udvikling gennem idræt og fællesskabet. En udvikling, der gerne skal vise sig både på det per-sonlige plan og i vejen tilbage til uddannelse eller arbejdsmarkedet.    “Som idrætskoordinator ser jeg frem til at være drivkraften for at kunne skabe relationer, aktiviteter og sociale fællesskaber for og mellem borgere, der forhåbentlig med tiden vil blomstre og mærke en fornyet livskvalitet og større mentalt overskud gennem idræt og bevægelse i foreningen”, fortæller Kasper Bang Thorsager Jørgensen, der er kommunens nye idrætskoordinator.  

Hvilke aktiviteter, foreningen vil udbyde, er i høj grad op til medlemmerne og hvad de godt kunne tænke sig.   Grundet hele COVID-19-situationen udskydes foreningens stiftelse med den stiftende generalforsamling, som ellers var tiltænkt som første skridt i retning af etableringen af foreningen. Det er tanken, at opstarten af foreningen vil bygge på en igangsættelse af aktiviteter inden udgangen af 2020, hvoraf disse vil blive tilpasset udvalgte målgrupper.

Derudover overvejes det, at foreningen skal have aktiviteter rundt om i kommunen, så borgerne ikke skal transportere sig så langt for at deltage i foreningens aktiviteter. En mindst lige så vigtig handling bliver at skulle navngive den kommende forening i samarbejde med brugerne.    

FAKTA:
Psykisk sårbarhed kan spænde bredt fra stress og angstproblematikker til borgere med psykiske lidelser.  Sundhedsprofilen fra 2017 viser, at 13,2 % af danskerne har et dårligt mentalt helbred. I Tønder Kommune gælder det for 11,0 %.  Op i mod hver fjerde dansker har et højt stressniveau – det samme billede ses i Tønder Kommune. Forskning viser, at idræt og bevægelse har en positiv effekt på den mentale sundhed og i nogle tilfælde kan være et godt supplement til en evt. medicinsk behandling.   Dansk Arbejder Idrætsforbund er moderorganisation for Idræt for Sindet idrætsforeninger rundt om i hele landet.  Der er for nuværende lignende idrætsforeninger i 30 kommuner.    

Be the first to comment on "TØNDER KOMMUNE: Ny idrætsforening skal hjælpe borgere med psykisk sårbarhed"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*