Sønderborg Kommune godkender plan for stormflodssikring af Gråsten og Egernsund

Natur-, Klima- og Miljøudvalget har peget på en løsning, som i fremtiden skal sikre Gråsten- og Egernsundområdet mod store vandmængder. Hvis der er interesse for det ved de berørte lodsejere, arbejder Sønderborg Kommune videre med projektet.

Sidste år vedtog Byrådet Klimatilpasningsplan 2022, som viser, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Sønderborg Kommune i årene frem mod år 2100. Flere områder i Gråsten og Egernsund risikerer oversvømmelse, når der er stormflod, og risikoen bliver større i fremtiden. Derfor har Sønderborg Kommune besluttet, at der skal udarbejdes en plan for stormflodsbeskyttelse af Gråsten og Egernsund.

Nu har Natur-, Klima- og Miljøudvalget peget på en løsning, som er en kantsikring i form af diger og højvandsmure langs kysten i områderne.

– Vi har valgt en løsning, som både består af diger og mure, der intet sted vil blive mere end en meter over terræn men samtidig sikrer op til en 100-års hændelse frem til 2070. I fremtiden vil man så kunne forhøje løsningen, hvis der bliver brug for det, siger Johanna-Maria Precht, der er formand for Natur-, Klima og Miljøudvalget.

Stormflodssikringen dækker Gråsten Havn, havneområdet ved Toftvej i Gråsten samt Egernsund-siden langs Havnevej. Områderne består af boliger, offentlige områder, virksomheder samt den privatejede institution Fjordbo. Stormflodssikringen tager udgangspunkt i højvande op til kote 2,5.

Forvaltningen vil nu indhente en interessetilkendegivelse blandt de berørte lodsejere. Hvis der er tilstrækkelig interesse blandt lodsejerne for at arbejde videre med projektet, vil Sønderborg Kommune skitsere en bidragsfordeling. Der skal også laves skitseprojekt, ansøgning til myndigheder m.v. Hvis der ikke er interesse for at arbejde videre med projektet, stilles det i bero.

– Det her er en fælles opgave mellem kommunen og de lodsejerne, der bor ved vandet. Vi har derfor blandt andet holdt borgermøde i Gråsten om de mulige løsninger, workshops og café, hvor man kunne høre mere om de forskellige løsninger. Jeg håber, at lodsejerne vil gribe den bold, vi nu har kastet op, så vi kan arbejde videre med detaljerne i projektet, siger Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

I efteråret 2022 var der en workshop for lodsejere og beboere, som berøres ved en stormflodshændelse op til 2,5 meter. Gråsten Forum og Egernsund Borgerforening var også inviteret. I januar 2023 var der stormflodscafé, hvor man kunne høre mere om projektet, og den 1. februar 2023 var der borgermøde i Gråsten om projektet og den videre proces.

Der er udarbejdet et groft budget for stormflodssikringen, som lyder på 37-63 mio. kr. Den store vidde i beløbet skyldes, at jordbundsforholdene har betydning for, hvordan en højvandsmur kan udarbejdes. Desuden er priserne på stål og beton steget blandt andet på grund af krigen i Ukraine.

Klimatilpasningsplan 2022

Klimatilpasningsplan 2022 viser, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Sønderborg Kommune i årene frem til år 2100.

Den største udfordring i Sønderborg Kommune er det stigende havvand. Men stigende vandmængder fra regn giver også problemer for kloaksystemerne og risiko for at overfladevand kan samle sig på steder, hvor det kan gøre skade.

Andre steder udgør grundvand tæt på jordoverfladen et stigende problem.

Udover Gråsten og Egernsund arbejdes der på fremtidig stormflodsbeskyttelse af Sønderborg By, Vemmingbund og Østerby på Kegnæs.

Kilde: Sønderborg Kommune