Toldstyrelsen tømmer fly fyldt med pakker på vej til danske og europæiske forbrugere

Pressefoto

Danskere køber flere varer på netbutikker uden for EU. Derfor gennemfører Toldstyrelsen tirsdag morgen en udvidet stikprøvekontrol af varer på et fly i Københavns Lufthavn.

Tidligt tirsdag morgen er varer på et fly blevet udtaget til kontrol i Københavns Lufthavn. Flyet indeholder ca. 100.000 pakker og varer på vej til danske og europæiske forbrugere. Varerne bliver nu scannet og kontrolleret af toldere og toldhunde. 

– Det er en større aktion, vi gennemfører i dag. Vi gør det fordi, danske forbrugere handler mere og mere i netbutikker uden for EU, og det kræver en ekstra indsats af os som kontrolmyndighed på grænsen, siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.     

Siden september er mængden af varer, der har en værdi under EU’s toldgrænse på 1.150 kr., vokset markant. Mængderne er vokset fra ca. 30.000 om ugen i september til ca. 170.000 om ugen i november.  

– Vi ser desværre eksempler i vores kontroller på varer, der kan være skadelige for forbrugerne. Når mængden af varer pludselig vokser markant, styrker vi naturligvis også vores kontrolfokus. Derfor gennemfører vi aktionen i lufthavnen i dag, siger Jeppe Kjærgaard og tilføjer, at aktionen også skal afdække, om de mange varer er angivet korrekt. Det har betydning for, om der er betalt den korrekte told og moms.  

Toldstyrelsen har ikke yderligere kommentarer til kontrolaktionen på nuværende tidspunkt.  

Toldstyrelsen kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering. 

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer. 

Kilde: Toldstyrelsen