SF-borgmester: Det skal være slut med at bruge brændeovn om natten i København

Også brændepriserne er gået amok. Tørt brænde er blevet en mangelvare. Pressefoto

Brændeovne er den største lokale kilde til partikelforurening i byen, og sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling vil undersøge alle muligheder for at begrænse brændefyring.

Skadelige partikler spreder sig hver dag fra kommunens cirka 17.000 brændeovne. Sammen med biltrafik er ovnene den største lokale kilde til luftforurening i København, og de er den største udleder af partikler. Sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF), ønsker skrappere regler for brændefyring generelt, og i første omgang vil hun forbyde at fyre om natten.

– Hvert år dør 460 københavnere for tidligt på grund af luftforurening og langt flere bliver syge. Allerhelst så jeg brændeovnene totalt forbudt i de store byer. Men de regler fastlægges af staten, så mens jeg venter på, at Christiansborg vågner op, vil jeg have efterprøvet, hvor langt vi selv kan gå i København, bl.a. i forhold til et forbud om natten, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse i dag.

Fyring i områder med mange børn skal begrænses

Borgmesteren vil foreslå Borgerrepræsentationen at få undersøgt, hvor langt kommunen kan gå i forhold til at forbyde brændefyring – dels om natten, men også i områder i byen, hvor mange børn bor eller færdes.

– Børn er ekstra sårbare overfor luftforurening, blandt andet fordi deres lunger og immunforsvar ikke er fuldt udviklet. Derfor skal vi passe ekstra godt på vores børn og oprette zoner i områder, hvor der er mange børn – f.eks. omkring daginstitutioner og skoler – hvor brændefyring bandlyses, siger Sisse Marie Welling.

Forslaget skal behandles af Borgerrepræsentationen i dag den 29. oktober. Bliver det vedtaget, skal Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejde en såkaldt brændeovnsforskrift for Københavns Kommune, der skal begrænse brugen af private brændeovne mest muligt.