Norlys ejer nu også Telia Danmark

Andelshaverne i Norlys er nu også blevet ejere af Telia Danmark, der netop er blevet en del af Danmarks største energi- og telekoncern. Med en fuldt dækkende teleforretning er Norlys klar til at skabe ny konkurrence til gavn for kunderne.

Energi- og telekoncernen Norlys er nu også en mobiloperatør. Købet af Telia Danmark er netop gennemført, og Telia Danmarks cirka 1,9 millioner kundeforhold og 800 medarbejdere er nu en del af Norlys-koncernen.

– Det er fantastisk glædeligt, at vi nu står med nøglerne i hånden. Det her er en dag, vi har set frem til og forberedt os på længe. Norlys-brandet får en helt ny relevans som leverandør af en fuld palet af energi- og teleprodukter til hjemmet og virksomheden, siger Claus Flyger Pejstrup, der er koncerndirektør i Norlys med ansvar for slutkundeforretningen.

I september underskrev Norlys en aftale med Telia Company om købet af Telias danske forretning, der også omfatter et 50 procent ejerskab af Danmarks største mobilnet, TT-netværket. Senere i september stemte et stort flertal af Norlys’ repræsentantskab ja til købet, og i februar godkendte konkurrencemyndighederne handlen, som i dag er gennemført.

– Vi er nu fuldt konkurrencedygtige på teleområdet med mobil, tv og internet på både fiber og 5G. Norlys får en markant landsdækkende markedsposition, som vil skubbe til konkurrencen og bringe os tættere på kunderne – blandt andet overtager vi 31 butikker, som på sigt kan sælge hele vores produktportefølje, siger Claus Flyger Pejstrup.

Ejerskiftet ændrer ikke på den kortere bane noget for kunderne i Telia Danmark, som fortsætter med deres eksisterende produkter og vilkår.

Kilde: Norlys