Kongeligt fokus på fremtidens grønne teknologier

I Skive var H.K.H. Kronprinsen med til at igangsætte det indtil videre største demoanlæg for pyrolyse på dansk jord, SkyClean. Teknologien forventes at kunne spille en vigtig rolle, når udledningen af drivhusgasser i det danske landbrug skal reduceres. Pressefoto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Den stod både på brandvarm pyrolyse, fangst af CO2 og udvikling af fremtidens grønne brændstoffer, da H.K.H. Kronprinsen sammen med klimaminister Dan Jørgensen mandag besøgte en række danske virksomheder, som alle udvikler teknologier, der er med til at sætte fart på Danmarks grønne omstilling.

Hvad har fangst af CO2 til fælles med pyrolyseteknologi og udviklingen af grønne brændstoffer til skibe og fly? Det er alle teknologier, der bliver investeret massivt i at udvikle, da de understøtter de næste vigtige skridt i Danmarks grønne omstilling.

Alle tre teknologier var ligeledes på dagsordenen mandag, da H.K.H. Kronprinsen sammen med klimaminister Dan Jørgensen besøgte henholdsvis det grønne udviklingsselskab Estech og biogasproducenten Nature Energy i Odense samt deltog i indvielsen af Stiesdals nye pyrolyse-anlæg SkyClean i GreenLab ved Skive.

Klimaministeren benyttede bl.a. besøgene til at understrege, at innovation af grønne teknologier er vigtig for, at Danmark og Europa hurtigere kan vinke farvel til især den fossile gasforsyning fra Rusland fremover.

”Krigen i Ukraine slår fast, at Danmark og Europa skal finde nye veje for at blive uafhængige af russisk gas. Innovation og teknologisk udvikling skal sætte turbo på den grønne omstilling, og heldigvis har vi i Danmark lagt et solidt fundament til at gøre netop dette. Det var en ære at være med til at vise H.K.H. Kronprinsen, at vi har nytænkende og engagerede virksomheder, der er klar til at levere på vores fælles, grønne ambitioner,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Alt peger mod grønt brændstof

I Skive var H.K.H. Kronprinsen med til at igangsætte det indtil videre største demoanlæg for pyrolyse på dansk jord, SkyClean. Teknologien forventes at kunne spille en vigtig rolle, når udledningen af drivhusgasser i det danske landbrug skal reduceres. På den lange bane regner virksomheden desuden med, at teknologien kan kombineres med grøn brint og producere grønt brændstof, fx til fly.

Udviklingen af grønne brændstoffer til brug i dansk luftfart, shipping og den tunge industri er en ambition, som alle tre virksomheder deler.

”Denne regering har en ambition om at kunne hælde grønt brændstof i flytanken, så vi kan flyve grønt på mindst en indenrigsrute senest i 2025. Vi har kort sagt brug for, at alle sejl sættes ind nu, og besøgene i dag viste os, at virksomhederne har både lysten, modet og evnerne til at gå all in på den grønne dagsorden,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

FAKTA

•Stiesdal A/S har opført det hidtil største demoanlæg for pyrolyse med en effekt på 2 MW. Anlægget kan behandle 5000 tons råvarer om året. Den samlede drivhusgasreduktion vil ifølge virksomheden være 5000 tons årligt.

•På kort sigt skal SkyClean-anlægget producere biokul til kulstoflagring samt gas til varmeformål. På længere sigt forventes det, at teknologien kan kombineres med grøn brint for at producere grønt brændstof, fx til fly.

•Kernen i SkyClean-anlægget er en pyrolyseproces, hvor organisk affald omdannes til biokul, gas og olie ved opvarmning til ca. 650 grader, uden at der er ilt til stede.

•Nature Energy Lab udvikler, bygger og driver storskala biogasanlæg i Danmark. Formålet med Nature Energy Labs arbejde er at omdanne madaffald, husdyrgødning og affald fra industrien til grøn, CO2-neutral gas.

•Biogasproduktionen dækker i dag cirka 25 procent af det danske forbrug af ledningsgas, og i 2030 ventes andelen at være oppe på omkring 70 procent.

•Nature Energy forventer at rulle det første fuldskala Power-to-X-anlæg ud inden 2024. Power-to-X-anlægget forventes at give en CO2-reduktion på op mod 20.000 tons årligt.

•Estech A/S har udviklet et pilotanlæg, der kombinerer CO2-fangst og produktion af grøn hydrogen. Anlægget genererer også overskudsvarme.

•Der arbejdes aktuelt på et projekt, hvor formålet er at opskalere og demonstrere, at anlægget kan gå fra pilotskala med fangst af 10 kilo CO2 pr. time til demonstrations-skala med fangst af 100 kilo CO2 pr. time.

•Projektet, der løber fra februar 2022 til juli 2024, har modtaget EUDP-støtte på 20,6 millioner kroner.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.