Det offentlige Danmark er sendt hjem for at arbejde, hvis de ikke løser kritiske opgaver, men ikke alle steder betyder det, at driften er nedsat. Haderslev Kommunes byggesagsbehandlere har den forgange uge givet lige så mange byggetilladelser som normalt.Kent Skovfoged Hansen er rykket ind på hjemmearbejdspladsen, hvorfra han jonglerer rollen som afdelingsleder for 27 medarbejdere og to børn på 1 og 3 år.
Der bliver givet byggetilladelser og vejledning fra køkkenbordet – eller hvor kommunens medarbejdere har deres hjemmearbejdspladser – for tiden. Siden hjemsendelsen for knap to uger siden, har kommunens byggesagsbehandlere givet lige så mange byggetilladelser som normalt i denne periode af året.
”Vi oplever lige nu, at mange er positivt overraskede over, at vi fint kan behandle deres byggesager hjemmefra. Folk ringer med stort og småt, og vi behandler præcis de samme sager, som vi ville gøre, hvis vi mødte fysisk på arbejde”, siger Kent Skovfoged Hansen, der er afdelingsleder i Teknik og Miljø og fortsætter:
”De første dage var der lidt tekniske justeringer, hvor folk skulle låne lidt udstyr med hjem, men vi har klaret det hele problemfrit med fleksibilitet fra alle sider.”
Udover byggetilladelserne svarer medarbejderne på spøgsmål om fx sommmerhuslov og skimmelsager, og så klarer de forskellige nødvendige forhåndsdialoger på bedste vis på telefon eller online møder.
”Vi har jo et ansvar for at hjælpe med til at holde tingene i gang, så den private sektor ikke går i stå, så det har været vigtigt for os at komme hurtigst muligt op at køre”, siger Kent Skovfoged Hansen.
Det eneste problem, der kan komme, er hvis der skal laves færdigsyn, men det vil man forsøge at løse, hvis det bliver aktuelt. Og så er der ifølge Kent lige en lille udfording mere:
”Nogle medarbejdere har jo børn, som de skal holde hjemme, så jeg kan ikke udelukke, at der kan være lidt larm i baggrunden, hvis man ringer til os, men det tager folk med som en del af pakken, nu hvor hele landet er på den anden ende.”
Be the first to comment on "HADERSLEV: Nyt hus, tilbygning eller carport: Kommunen klarer byggetilladelsen som normalt"