HADERSLEV: Jomfrustien spærres ved Nørregade

I denne uge spærres Jomfrustien i Haderslev ved Nørregade i fem dage. Provas og Haderslev Kommune skal rette ledningsarbejde og belægning. Der er adgang til Nørregade i bil fra Teaterstien i perioden.

Den smalle del af Jomfrustien i Haderslev gennemgik sidste år en større renovering af ledninger og kloak i jorden og blev afsluttet med et helt nyt udtryk på overfladen. Efter gaden blev åbnet igen i november, har det dog vist sig, at der er behov for at få rettet en fejl på ledningerne og få rettet op på belægningen.

”Vi er rigtig ærgerlige over fejlen, der betyder, vi skal grave en lille del af gaden op igen, men forsøger at få det overstået hurtigt, så det generer mindst muligt”, siger chef for Teknik og Miljø, Jonna Tveskov.

Arbejdet forventes at være overstået på fem dage. Mens det står på, kan man ikke køre ad Jomfrustien fra Nørregade, men kan i stedet køre ind fra Teaterstien.

”Lige nu er der ikke ret meget trafik i bymidten, så derfor skynder vi os at lave arbejdet nu. Men vi har også nogle forretningsdrivende i gaden, der lige nu er ekstra afhængige af at kunne sælge take away fra butikken og levere deres varer. Derfor åbner vi undtagelsesvist op for, at man kan køre ind fra Teaterstien og vende i gaden, hvis det nødvendigt”, siger Jonna Tveskov.

Haderslev Kommune opfordrer dog handlende til at benytte p-pladserne ved Høppners Gård, så det er nemmere for butikkerne i gaden at komme ud med deres varer, og så entreprenøren har god plads, så arbejdet kan blive afsluttet hurtigst muligt. Der har den seneste uge været mange ledige pladser i Høppners Gård, hvilket må forventes at fortsætte ugen ud.

Be the first to comment on "HADERSLEV: Jomfrustien spærres ved Nørregade"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*