Grænseovergangene: Nye grænseregler rammer ikke lastbiler med gods til og fra Danmark

Lastbiler har fortsat lov til at køre over grænsen. Forskellen er blot nu, at alle bliver kontrolleret.

Importører af for eksempel fødevarer og medicin, og vognmænd, der transporterer gods til og fra Danmark via Tyskland, har ingen grund til at frygte, at de kommer i klemme i forbindelse med den ændrede grænsekontrol, der trådte i kraft lørdag den 14. marts.

Det understreger Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, der har ansvaret for kontrollen af de indrejsende på den dansk-tyske grænse.

Den ændrede grænsekontrol betyder, at i en periode – foreløbig frem til og med den 13. april – er 10 af de 13 grænseovergange spærret af. Men denne begrænsning får ikke nogen praktisk betydning for lastbiltrafikken.

Grænseovergangen i Frøslev, som hovedparten af lastbilerne benytter i dag, vil fortsat være åben og bemandet døgnet rundt. Det samme gælder grænseovergangen i Kruså – og som noget nyt også grænseovergangen i Sæd.

Som et led i de nye regler kan udenlandske statsborgere udelukkende rejse ind i Danmark, hvis deres besøg har et anerkendelsesværdigt formål. Men heller ikke denne ændring får nogen indflydelse, når det gælder lastbiltrafikken.

– Det ligger fast i de nye regler, at der ikke er nogen stramninger for lastbiler med gods eller lastbiler, der skal afhente eller aflevere gods. Den eneste forandring er, at hvor der før var en stikprøvekontrol af køretøjer ved grænsen, bliver alle køretøjer nu stoppet. Men så længe chaufføren har orden i papirerne, kommer kontrollen til at glide så fleksibelt og hurtigt som muligt, understreger politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.

Politiinspektøren anbefaler, at lastbilerne – lige som før den ændrede kontrol – benytter Frøslev Grænseovergang – altså motorvejen.

Han kan ikke udelukke, at der i startfasen kan komme køer af lastbiler som følge af de nye regler.

– Men alle på grænsen er meget opmærksomme på at begrænse generne mest muligt, pointerer Brian Fussing.

Den ændrede grænsekontrol er et led i de danske myndigheders indsats med henblik på at begrænse risikoen for spredning af Coronavirus/COVID-19.

Be the first to comment on "Grænseovergangene: Nye grænseregler rammer ikke lastbiler med gods til og fra Danmark"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*