Forbrugerne går efter bæredygtige produkter

Bæredygtighed har betydning for danskerne, når de køber hårde hvidevarer og babyudstyr, viser en ny rundspørge udført for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Dermed kan bæredygtighed få en vigtig rolle i konkurrencen om kunderne.

Køber du en energieffektiv opvaskemaskine til køkkenet eller en tremmeseng i bæredygtigt træ? Så er du ikke alene.   

Det viser en forbrugerrundspørge udført af Wilke for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Omkring hver sjette mener, at bæredygtighed, fx arbejdsforhold, miljø og klima har stor eller meget stor betydning, når de køber babyudstyr eller hårde hvidevarer. Og mere end hver fjerde mener, at bæredygtighed har nogen betydning.

”Vi kan se, at bæredygtighed er et af de parametre, som forbrugerne går efter, når de skal købe babyudstyr og hårde hvidevarer. Det giver de erhvervsdrivende incitament til også at have øje for bæredygtigheden, når de konkurrerer om kunderne, og ikke blot fokusere på for eksempel pris og service,” siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Niels Enemærke i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at forbrugere, der prioriterer bæredygtighed højt, er forholdsvis ligeligt repræsenteret blandt mænd og kvinder. Derimod er de geografisk skævt fordelt. Særligt forbrugere bosiddende i Region Hovedstaden og Region Sjælland lægger vægt på bæredygtighed i deres valg.

Herudover viser undersøgelsen, at langt færre forbrugere tænker bæredygtighed, når de for eksempel tegner et mobilabonnement, tager et realkreditlån eller melder sig ind i et fitnesscenter. Her er det mindre end hver tiende, som mener, at arbejdsforhold, miljø og klima har stor eller meget stor betydning, når de handler.

”At bæredygtighed især spiller en rolle, når forbrugerne køber hårde hvidevarer og babyudstyr, hænger muligvis sammen med, at forbrugerne på netop disse to markeder lettest kan gennemskue, om deres køb lever op til nogle konkrete bæredygtighedsparametre. På andre markeder kan det være sværere for forbrugerne at gennemskue, om det produkt eller den ydelse, de køber, er bæredygtigt,” siger Niels Enemærke.

Se resultater fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse

Be the first to comment on "Forbrugerne går efter bæredygtige produkter"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*