Køb en pakke med festivalstemning
Ingen Tønder Festival i år, men fortvivl ikke. Du kan købe festivalpakker med inspiration og skabe din egen fest derhjemme med Tønder Festival-atmosfære.
Der skal mere end en pandemi til at slå traditioner og festivalstemning ud af kurs. Selv om der ikke bliver nogen Tønder Festival i år, kan du nu holde de værste festival-abstinenser fra døren.
Tønder Festival er gået sammen med lokale samarbejdspartnere og tilbyder særlige “festival-pakker”, som kan være med til at gøre den sidste weekend i august til en fest derhjemme.
Det kan for eksempel være en havefest eller sommerhusfest.
Initiativet hedder “Tønder Festival Circle”. En påmindelse om det fællesskab og den atmosfære, Tønder Festival står for. Når publikum ikke må komme til festival, må festivalens ånd komme ud til publikum.
Køb pakker fra 3. august
En festival-pakke er en pakke med drikkevarer – for eksempel seks flasker Tønder Festival-vin 2020 eller en flaske Tønder Festival-gin, Tønder festival-støttearmbånd samt et særligt festivalhæfte.
I hæftet kan man finde opskrifter på alt fra Lille Fanøs solæg til Hanne Maries kyllingegryde.
Der er også hilsner fra musikerne og selvfølgelig teksten til “Will the Circle Be Unbroken”, så havefesten kan rundes af i bedste Tønder-ånd.
Man kan også købe pakker med brunch, burgere, festivalplatte, livemusik med lokale musikere på Hagge’s Pub og grillaften i Skærbækcentret.
Festivalpakkerne bliver sat til salg mandag 3. august. De kan købes her: www.tf.dk/praktisk-2/toender-festival-circle – hvor du også kan læse mere.
Sidst, men ikke mindst, kan du via festivalpakkernes støttearmbånd være med til at støtte Tønder Festival Fond og på den måde bakke op om fremtidens Tønder Festival.
Bemærk: Der er begrænset antal festivalpakker.
Tønder Festival siger tak til alle samarbejdspartnere og støtter for at være med til at holde festival-fanen højt og festival-stemningen i live.
Tønder Festival på DR2
Husk: Lørdag 1. august kl. 21 sender DR2 et halvandet time langt program om Tønder Festival. Programmet er en del af DR’s “Musiksommer 2020” og dykker ned i festivalens særlige
kendetegn og historie samt den atmosfære, Tønder Festival er berømt for. Der er livemusik i studiet med danske Jonah Blacksmith og Dreamers’ Circus, og radiovært Alex Nyborg Madsen guider seerne gennem programmet.
Tønder Festival 26. 27. 28. 29. august 2021
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk
Be the first to comment on "Festivalstemning i Tønder alligevel"