DR: Kaj og Andrea vender tilbage igen

DR har en over 50 år lang tradition for at lave indhold til børn, der tager afsæt i dansk kultur og dansk børneliv. DR vil i en ny, digital virkelighed med et stort pres på det danske børneindhold fra internationale streaminggiganter bygge videre på den tradition med helt nye tilbud, der afspejler børns hverdag og virkelighed i Danmark netop nu.

– I en tid, hvor det udenlandske indhold til børn strømmer ud af skærmene som aldrig før, er der mere end nogensinde brug for dansk kvalitetsindhold til børn herhjemme. Her har vi en række nye tilbud på vej fra DR. Et helt nyt univers til de helt små børn, animation med blandt andre Jakob Martin Strids figurer og fiktion til de større børn, der afspejler, hvad det vil sige at være barn i Danmark lige nu. I DR har vi over 50 års erfaring med at lave indhold til børn, der afspejler en dansk virkelighed og hverdag. Den tradition bygger vi videre på i den nye, digitale virkelighed, siger Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR.

DR lancerer det helt nye børnetilbud ’Minisjang’

DR har i dag lanceret det helt nye børnetilbud DR Minisjang for de 1-3-årige. Det er et småbørnstilbud, som alle forældre kan tilvælge fra april 2021. Minisjang bliver et selvstændig og afgrænset univers på DR’s streamingtilbud DRTV, og derudover også som en selvstændig app. Det betyder, at DR nu følger barnet hele vejen og har målrettet indhold og skræddersyede tilbud til tre forskellige målgrupper af børn fra 1-14 år.

Omkring halvdelen af danske børn under tre år streamer ugentligt indhold fra blandt andre DR og Youtube. Derfor vil DR med Minisjang give småbørnsforældrene et alternativ, som de kan vælge til, når de gerne vil have et sikkert, dansk kvalitetstilbud.

– Det er vigtigt, når vi nu ved, at de yngste børn har et stort medieforbrug, at vi sikrer et public service-tilbud, der er specifikt målrettet dem. Vores særkende og berettigelse i markedet er, at vi vil være dem, der kender danske børn bedst. Ikke kun som en algoritme i en international streamingtjeneste, men hele barnet og barndommen anno 2020. Derfor har vi også med hjælp fra blandt andre en kognitiv psykolog udviklet Minisjangs univers, figurer og indhold, så det tager højde for børnenes udvikling. For os er det nemlig ikke vigtigt, hvor meget de ser – det afgørende er, hvad de ser. Derfor glæder det mig, at landets småbørnsforældre fra næste år kan vælge et alternativ til de kommercielle tilbud – med indhold, der tager afsæt i DR’s værdier og både nostalgiske og nye produktioner, siger Morten Skov Hansen, der er chef for DR’s børnebrands.

Giganter genopstår

DR’s børneindhold står i dag på skuldrene af giganter, og DR’s nostalgiske figurer har en helt særlig plads i dansk børnekultur. Og nu vender nogle af de allerstørste tilbage. Kaj og Andrea har 50-års jubilæum næste år, og i den anledning vender det originale hold retur.

De to legendariske og højtelskede figurer skal lave nyt indhold til Ramasjang, hvor de vil være præcis lige så legende, musikalske, fantasifulde og nysgerrige, som både børn og voksne kender og elsker dem.

Det kan vække noget helt særligt, når man hører Kaj og Andrea synge duet, som de fleste i dette land kan synge med på – uanset alder. Og nu kommer der endnu mere leg, sang og musik, når Kaj og Andrea vender tilbage for at skabe et sjovt og fantasifuldt univers til alle i børnehaven og den lille skolegård.

DR satser på dansk animation og klassikere som Strids ’Lille Frø’

Tidligere i år sendte DR sin hidtil største animationsserie i udbud blandt landets private animationsproducenter. Det er første gang, DR er gået så ambitiøst ind i et samarbejde med den danske animationsbranche. Blandt rigtig mange imponerende bud er vinderen Sparre Productions animationsserie ’Team Nugget’. Det er ny, dansk original animationsserie, som nu går i produktion.

Men DR er også på vej med endnu mere animation i fremtiden. DR’s indhold tager afsæt i dansk kultur, og blandt de kommende animationssatsninger er den danske tegner Jakob Martin Strids ’Lille Frø’, som bliver en helt ny klassiker på DR Ramasjang. Strids tegninger er en dansk klassiker, som mange børn og forældre kender og holder meget af, og det vækker DR til live i helt ny og original animation, som er planlagt til at komme sidst på året.

Ultras nye grænser

Med DR’s justerede børnemålgrupper henvender Ultra sig nu til de 9-14 årige, som er en aldersgruppe, der især er karakteriseret ved, at de er godt på vej ind i teenagelivet, hvor nye tabuer, dilemmaer, grænser og usikkerheder melder sig på banen og fylder i deres hverdag.

I efteråret kommer DR Ultra med en række både nye fakta- og fiktionsserier, som tager fat om netop de temaer. I dette efterår har blandt andet ’Over grænsen’, ’Freaks’, ’Niende’ og ’Akavet 2’ samt ’Ultra smider tøjet 2’ premiere. Alle har det til fælles, at programmerne dykker ned i temaer, som den del af målgruppen er optaget af netop nu, såsom kroppen, forelskelse, forældre, sex, identitet, ansvar og alkohol.

En af fiktionsserierne er ’Over grænsen’, hvor Alberte sammen med to veninder lader sig lokke med på natklub af nogle lokale drenge. Sidst på aftenen ender hun hjemme hos en charmerende fyr fra byen. Smigret og fuld glemmer Alberte sine egne grænser, og turen bliver for alle en prøvelse og læring om grænser – både deres egne og andres. ’Over grænsen’ får premiere den 6. november 2020 – med forpremiere til Aarhus Series Festival.

DR Ultras serier går bevidst til grænsen, men uden at slippe den tradition både dansk drama og dansk børne-tv har forfinet igennem mange år. Ultras fiktions store kald er at tage fat, hvor fakta ikke rækker, og give de store børn danske serier, som de kan spejle sig i, så serierne gør en reel forskel for målgruppen. Både for den enkelte, der føler sig set og spejlet, og for hele generationen.

DR og Det Kongelige Teater samarbejder om årets julekalender

To af danskernes helt store kulturinstitutioner samarbejder om dette års nyproducerede julekalender, når DR og Det Kongelige Teater sørger for julehyggen, når vi når til december.

Få lande i verden har en så stærk tradition for julekalender, som vi har i Danmark. Det er en særlig dansk tradition, at befolkningen hvert år bliver præsenteret for indhold, som enten er helt nyt eller bringer gode minder. I år samarbejder DR med en anden dansk kulturbærende institution, Det Kongelige Teater, om at skabe den helt særlige, magiske julestemning, som kan samle alle familier i Danmark i juletiden.

Be the first to comment on "DR: Kaj og Andrea vender tilbage igen"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*