DI: Den kommende politiske sæson bliver afgørende for Danmarks fremtid

Den kommende politiske sæson bliver et afgørende år for Danmarks fremtidige udvikling. Coronakrisen er stadig over os, men den behøver ikke at være en hæmsko for samfunds udvikling. En krise er en krise, men også en mulighed. Og derfor er DI glad for statsministerens melding om, at tiden er til at investere yderligere i grøn omstilling og digitalisering. Det er med til at sikre Danmark og danske virksomheders konkurrencekraft, vækst, velstand og velfærd.
– Vi har taget hul på en ny politisk sæson, der vil bliver afgørende for Danmarks fremtid, for det er netop nu, at vi skal finde en grøn vækstvej ud af coronakrisen. Derfor er det også et vigtigt signal fra statsministeren, at regeringen er klar til at sætte turbo på den grønne omstilling af Danmark med investeringer i klimatiltag og en ny digitaliseringsstrategi for Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

DI foreslår dog, at Danmark allerede næste år gennemfører flere grønne investeringer, end de 2 mia. kr. regeringen lægger op til. Danmark og verden omkring os har oplevet det største økonomiske tilbageslag i moderne tid. Hvis vi skal vende udviklingen, er det afgørende, at både regeringen og Folketinget samtidig retter fokus på, hvordan de nye initiativer kan bidrage til at skabe ny velstand og nye arbejdspladser i Danmark, lyder opfordringen fra DI.

– Siden coronakrisen ramte os, har fokus af gode grunde været på krisestyring og på at holde hånden under økonomien og danske arbejdspladser. Men det er vigtigt, at politikerne i den kommende politiske sæson også har blik for, hvordan vi skaber ny vækst – og på den måde sikrer, at vi har krudt til næste gang, vi får brug for en krigskasse. Hvis regeringen ønsker at lægge en bund under velfærden med en ny lov, bør vi samtidig også have et mål for, hvordan virksomhederne kan skabe den vækst og velstand, der skal finansiere det, siger Lars Sandahl Sørensen. DI har forud for Folketingets åbning offentliggjort et udspil med 42 konkrete forslag til, hvordan regeringen og Folketinget kan få Danmark og dansk økonomi på ret kurs i skyggen af coronakrisen. Forslagene kan iværksættes med det samme og fremtidssikre Danmark. Ud over investeringer i grøn omstilling og digitalisering, skal vi også booste vores eksport, fremrykke investeringer i infrastruktur og miljø og ny viden.

– Det er afgørende, at vi bruger krigskassen klogt, så vi skaber flest mulige job og mest mulig fremgang og udvikling for virksomheder og vores samfund som helhed. Det er bare om at tage fat, siger DI-direktøren. Midlerne kommer dels fra den krisepulje på 9,2 mia. kr. som regeringen lancerede i forbindelse med finanslovsudspillet for 2021. Derudover kan Danmark søge om 9-10 mia. kr. fra EU’s genopretningsfond fra 2021-22.     

Be the first to comment on "DI: Den kommende politiske sæson bliver afgørende for Danmarks fremtid"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*