Hermed præsenteres en månedlig status fra den nationale overvågning af ulv i Danmark dækkende april 2026.
I henhold til den kontrakt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har indgået med det videnskabelige konsortium bestående af Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet om overvågning af ulv i Danmark, skal konsortiet udarbejde en månedlig afrapportering til SGAV.
Siden opgørelsen dækkende december 2024 har SGAV ikke ønsket den månedlige afrapportering, men konsortiet er nu blevet bedt om igen at udarbejde dem. Hermed præsenteres en status dækkende april 2026.
Det vurderes, at forårsbestanden ved indgangen til overvågningsåret 2026/2027 tæller ti revirer (territorier) bestående af syv kobler med hvalpe fra 2025, tre par uden hvalpe og en enlig revirhævdende hanulv (se figur 1).
Bestanden i overvågningsåret 2026/2027 opgøres først endeligt ved udgangen af overvågningsåret i foråret 2027, hvorfor opgørelsen endnu er vejledende (se tabel 1).
Ved indgangen til overvågningsåret 2026/2027 fordeler de kendte ulverevirer sig som følger:
- Råbjerg-reviret (par) i Nordjylland (etableret april 2025): Består af hanulven GW781m (indvandret i november 2017) og en ukendt hunulv. Reproduktion forventet i 2026.
- Hanstholm-reviret (enlig) i Nordvestjylland (etableret i januar 2025): Består af en ukendt hanulv. Optagelser med vildtkameraer viser, at der er tale om en han.
- Lille Vildmose-reviret (kobbel) i Nordjylland (etableret januar 2024): Består af hanulven GW2368m (indvandret i april 2021) og en ukendt hunulv. Der blev født mindst to hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Klosterhede-reviret (kobbel) i Vestjylland (etableret i januar 2023): Består af hanulven GW1430m (indvandret i december 2019) og hunulven GW3186f (danskfødt i Skjern-reviret i 2022). Der blev født mindst seks hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Ulfborg-reviret (kobbel) i Vestjylland (etableret i december 2022): Består af hanulven GW2528m (indvandret i september 2021) og hunulven GW3187f (danskfødt i Skjern-reviret i 2022). Der blev født mindst syv hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Nørlund-reviret (par) i det centrale Midtjylland (etableringstidspunkt uafklaret): Består af en ukendt hanulv og en ukendt hunulv. Der blev født mindst fem hvalpe i reviret i 2024, mens der i 2025 ikke var indikation på reproduktion. Manglende optagelser på vildtkameraer indikerede, at parret fra overvågningsåret 2024/2025 ikke var intakt igennem hele overvågningsåret 2025/2026. Nye iagttagelser og optagelser fra vildtkameraer viser nu igen et ulvepar, der færdes sammen. Reproduktion forventet i 2026.
- Skjern-reviret (kobbel) i Vestjylland (etableret i november 2022). Består nu af hanulven GW2020m (indvandret i august 2021) og hunulven GW2582f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021). Der blev født mindst otte hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Lønborg-reviret (kobbel) i Vestjylland (etableringstidspunkt uafklaret): Består af en ukendt hanulv og hunulven GW2585f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021). Der blev født mindst otte hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Hovborg-reviret (kobbel) i det sydlige Midtjylland (etableret i oktober 2025): Består af en ukendt hanulv og hunulven GW1700f (indvandret i juni 2020). Forrige han i reviret [GW1469m: danskfødt i Ulfborg-reviret i 2019)] forsvandt i maj 2025 og blev i oktober 2025 erstattet af en ny hanulv. Der blev født mindst syv hvalpe i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Oksbøl- reviret (kobbel) i Sydvestjylland (etableret i marts 2022): Består af hanulven GW1468m (danskfødt i Ulfborg-reviret i 2019) og hunulven GW2583f (danskfødt i Hovborg-reviret i 2021). Der blev født mindst syv hvalpe i reviret i 2025. Reproduktion forventet i 2026.
- Løgumkloster-reviret (par) i Sønderjylland (etableret i august 2025): Består af en ukendt hanulv og en ukendt hunulv. Iagttagelser og optagelser fra vildtkameraer viser et ulvepar, der færdes sammen. Reproduktion forventet i 2026.
Forventninger til ynglesæsonen 2026: Der forventes yngleforsøg i alle syv revirer, hvor der blev født unger i 2025, samt i de tre bekræftede par, som vides at været etableret i overvågningsåret 2025/2026. Der er med andre ord forventning om mindst ti yngleforsøg i Danmark i 2026.


