Aabenraa Live lancerer et helt nyt koncept med hele 3 koncerter på en fredag aften.
Oplev Rikke Thomsen, Johnny De Luxe og Jacob Dinesen fredag den 27. maj i Arena
Aabenraa. Dørene åbner kl. 17.30 sammen med madboderne og baren, og den første kunstner
går på scenen kl. 18.30.
Den første på scenen er Rikke Thomsen den sønderjyske sangskriver, som inviterer publikum
med ind i sit hjemstavnsunivers. På klingende sønderjysk tages lytteren i hånden og dørene
åbnes til det sted, Rikke er opvokset: Velkommen til Blans i Sønderjylland og til en både
humoristisk og dybt alvorlig fortælling om en opvækst med store drømme, svigt, venskab,
udlængsel, afsavn og musik. “Opland” er Rikke Thomsens musikalske og digteriske værk om
det sted, der har farvet hende menneskeligt, eksistentielt og følelsesmæssigt – og publikum
kommer med helt ud på oplandet, et sted, de fleste bare kører forbi og aldrig skænker en
tanke. Med glimt i øjet, ærlighed og nærvær kan du opleve Rikke og hendes guitar med sange
som “Vausen”, “Ballebrovej 2” og “Hunge Hjerte”.
Herefter går Johnny De Luxe på scenen. I starten af 00’erne galoperede fire, unge gutter
ind på hitlister og radiobølger med kæmpe hits som “Elskovspony” – “Drømmer jeg” –
“Sommeren er forbi” – “Drenge som mig” – “Det du gør” og mange flere popsange. Johnny
Deluxe overhalede ganske enkelt musikbranchens musikalske trends med charme, selvtillid og
noget så frækt som iørefaldende popmusik. Debutalbummet blev en kæmpe succes. Bandet
består af Noam, Jakob, Søren og Morten anno 2022. Johnny Deluxe står i dag – 20 år efter
starten af bandet – som lyden af evige fester og en status som leverandør af uundgåelige
evergreens i dansk musikhistorie.
Jacob Dinesen runder aftenen af med The Joker’s Hand Sommertour, hvor han med
dette 5. album bevæger sig i en markant mere rocket retning. På The Joker’s Hand bliver der
åbnet for posen og støjet igennem på nogle af sangene, mens der bliver funderet
eftertænksomt på andre. Som altid er kvaliteten i top og udtrykket skåret skarpt, når Dinesen
giver koncert. Alle ingredienser, som skal til for at skabe rockmagi, er til stede. Et spritnyt
album, en kæmpe sceneproduktion, sultne musikere og en rastløs artist…

”Sommerkoncerterne er et nyt tiltag i et samarbejde mellem Aabenraa Live og Arena
Aabenraa, hvor man gerne vil skabe en form for festivalstemning og give folk 3 koncerter på en
aften til en super skarp pris. – Og så er vi da stolte over, at både Rikke Thomsen og Jacob
Dinesen har deres rødder i Sønderjylland,” siger Morten Vilhelm, Chef for Aabenraa Live.
Køb billet til koncerten for blot 350 kr. via www.aabenraalive.dk