Tyv stoppet med smykker, sølv og mad i kontrol på vej ud af landet

Syd- og Sønderjyllands Politi kontrollerede sammen med Toldstyrelsen 460 biler på Oksekær rasteplads mandag. (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

Litauer på vej ud af landet med tyvekoster i varebil blev standset i kontrol på rasteplads

En litauisk mand på vej ud af Danmark med tyvekoster blev i går standset af Syd- og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen i en udrejsekontrol.
 
Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest og Toldstyrelsen kontrollerede 460 biler og 837 personer i en kriminalitetskontrol på rastepladsen Oksekær Vest. Den litauiske varevogn med tyvekoster var en af de standsede biler. Politi og Toldstyrelsen fandt både stjålne smykker, sølvtøj, elektronik og madvarer i bilen. Chaufføren blev afhørt og efterfølgende løsladt, men stilles for en dommer, når sagen er fuldt efterforsket.
 
Udover tyvekosterne resulterede kontrollen i en enkelt sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og en frivillig indlevering af et baseballbat. 
 
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
 

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi