Borgmester Henrik Frandsen og formanden for Tønder Handelsstandsforening, Anders Jacobsen holdt torsdag møde på Christiansborg med Folketingets erhvervsudvalg. Formålet med besøget var en opfordring til politikerne om at lave en særlig støtteordning for Tønder Kommune på grund af Tønders særlige position som grænsehandelsområde. Trods stor forståelse i erhvervsudvalget for kommunens situation, blev det dog ikke til konkrete løfter eller en check med hjem.
På mødet fortalte formanden for Tønder Handelsstandsforening, Anders Jacobsen og Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen, om de særlige forhold der gør, at Tønder Kommune er hårdere ramt af Coronakrisen, end de fleste andre kommuner.
Tønder Kommunes beliggenhed lige op ad grænsen til Tyskland og de sidste tre måneders lukning af grænsen har nemlig skabt store problemer for de handlende – også når man sammenligner med mange af landets andre kommuner. For i Tønders gågade kommer cirka 40 % af omsætningen normalt fra Euro-omsætningen, mens 30 % af omsætningen i specialbutikkerne og 25 % af omsætningen på caféer og restauranter genereres af kunder der er bosat i nærområdet syd for grænsen.
“Vi vidste naturligvis godt, at chancen for, at erhvervsudvalget udstedte en check på mødet, eller gav lovning på en hjælpepakke var meget lille. Men jeg oplevede dog, at der var forståelse for de synspunkter vi fremførte, og derfor mener jeg også, at vi fik skabt et godt fundament for en videre dialog med Christiansborg”, fortæller Anders Jacobsen.
Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen er enig med formanden for handelsstandsforeningen – der er igangsat en dialog med Christiansborg-politikerne, og den dialog skal fortættes, mener borgmesteren.
“Når man ser på de støtteordninger og hjælpepakker der allerede er blevet gennemført, så mener jeg, det er helt rimeligt også at se på de særlige forhold som gør sig gældende for Tønderområdet. Alle kommuner har naturligvis udfordringer, men for en grænsekommune som Tønder, er der nogle særlige vilkår, som det vil være rimeligt at tage i betragtning. De vilkår vil vi fortsat arbejde for at synliggøre overfor erhvervsudvalget og resten af Folketinget. Men der blev lyttet til os, og spørgelysten var stor – og det er et godt udgangspunkt”, fortæller Henrik Frandsen.
Både Anders Jacobsen og Henrik Frandsen fik også understreget på mødet, at det haster med at få hjælp. For fra den 1. juli venter der endnu hårdere konkurrence for erhvervslivet i Tønder Kommune. Fra 1. juli og i resten af 2020 ruller Tyskland nemlig en hjælpepakke ud, der nedsætter momsen på fødevarer fra syv til fem procent, mens momsen på øvrige varer falder fra 19 procent til 16 procent. I Danmark er momsen 25 procent.
“De tyske priser er i forvejen lavere end de danske på en række områder. Nu får vi så endnu lavere priser i Tyskland, og dermed også en endnu hårdere opgave for de handlende i Tønder Kommune. Vi har et stærkt og dygtigt erhvervs- og detailhandelsliv i Tønder Kommune, men når konkurrencen ikke sker på lige vilkår, så er det ikke let”, fortæller Anders Jacobsen.
Be the first to comment on "Christiansborg tilbageholdende overfor hjælpepakke til Tønder"