Fodgængere kan fra den 6. april til den 24. april ikke benytte Stibro Sparekassebroen, da broen skal have en grundig renovering
Renoveringen betyder, at der vil være afspærret for gennemgående passage, og fodgængere henvises derfor til den eksisterende stirute langs åen og i området. Der vil også blive opsat infotavler og henvisningspile til fodgængerne.
Planen er, at man indledningsvis fjerner de nedslidte træplanker og giver broen en højtryksrensning. Herefter skal der laves en overfladebehandling af de korroderede områder, især på broens underside og rækværk. Til sidst får broen en gang hvid maling, og der bliver monteret et nyt gangdæk med skridsikring, ligesom fløjvæggene også bliver repareret.
Stibro Sparekassebroen, som ligger i anlægget ved Vidåen i Tønder, blev opført i 1880 for midler skænket af Tønder Sparekasse. Sparekassen der blev oprettet i 1820, gav hvert år hele sit overskud til almennyttige formål, herunder opførelsen af Sparekassebroen.
På begge sider af broen står årstallet 1880, og på sydsiden af broen kan man finde en inskription som lyder; “Aus Mitteln der Tondernschen Sparkasse erbauet”
Sparekassebroen blev renoveret i 2004 og senest i 2016, hvor der blev lavet pletvis overfladebehandling af kritiske steder, primært på undersiden af broen.
Renoveringsarbejdet begynder mandag d. 06.04.20 og forventes afsluttet fredag d 24.04.20 (uge 15-16-17)
