TØNDER KOMMUNE: Nødåbning de kommende 14 dage

12. marts 2020: Tønder Kommune indfører nødåbning i to uger

Tønder Kommune følger Statsministeriets og sundhedsmyndighedernes anvisninger og indfører nødåbning af institutioner og services de næste to uger.  

Statsministeriet ønsker at begrænse antallet af borgere, der bliver smittet med coronavirus. Ministeriet meddelte derfor onsdag aften, at alle offentlige institutioner udelukkende tilbyder nødberedskab de næste to uger.

Tønder Kommunes borgmester og direktion har efter Statsministeriets pressemøde været samlet onsdag aften. Kommunen følger naturligvis Statsministeriets og sundhedsmyndighedernes anvisninger og besluttede følgende: 

  • Rådhuset er lukket fra torsdag den 12. marts 2020.
  • ​Tønder Kommune understreger, at vi med de her tiltag forebygger smitte, og borgerne derfor skal tage det roligt og hjælpe hinanden, så vi kommer godt igennem de næste to uger. 
  • Alle ikke nødvendige aftaler med Tønder Kommune bliver aflyst fra i morgen torsdag den 12.  marts 2020. Dette gælder også møder på Kompetencecenter, UiU og Jobcenter.
  • Alle skoler og dagtilbud er lukket fra mandag den 16. marts 2020. Planen er, at skoler og dagtilbud åbner igen mandag den 30. marts 2020. I det omfang, det er muligt, opfordrer Tønder Kommune alle forældre til at holde deres børn hjemme allerede fra torsdag den 12. marts 2020. 
  • Kommunerne tilbyder nødpasning til børn i alderen 0-9 år, hvis deres forældre varetager krisefunktioner i den offentlige eller private sektor. I særlige situationer tilbyder kommunen nødpasning til børn, hvis børnene af andre grunde ikke kan passes af deres forældre. 
  • Plejecentre, botilbud og døgninstitutioner modtager kun absolut nødvendige besøg fra torsdag den 12. marts 2020. 
  • Tandplejen er lukket
  • Haller, biblioteker og kulturinstitutioner er lukket fra torsdag den 12. marts. Planen er, at de åbner igen mandag den 30. marts 2020. 

Alle offentligt ansatte skal, med få undtagelser, i størst muligt omfang arbejde hjemmefra fra torsdag den 12. marts 2020. Offentligt ansatte møder igen på arbejde fredag den 27. marts 2020, medmindre andet besluttes inden da.​​​​​​​

6. marts 2020. Opdateret vejledning til at undgå smitte med Corona-virus

Sundhedsstyrelsen har fredag den 6. marts 2020 udsendt nye vejledninger i forhold til at forebygge smitte med Corona-virus. Tønder Kommune anbefaler alle at følge Sundhedsstyrelsens vejledninger.

Tønder Kommunes institutioner fungerer som normalt. Det vil sige, at hverdagen på skoler, daginstitutioner, plejehjem, fritidstilbud, jobcentre eller andre dele af kommunen er uændret.

Vi følger situationen tæt og træffer de nødvendige forholdsregler i tråd med myndighedernes anbefalinger. Hvis situationen ændrer sig, vil skoler, institutioner mv. informere deres brugere direkte.

Sådan skal du forholde dig

Vi opfordrer alle til at følge anvisninger fra Sundhedsstyrelsen og andre sundhedsmyndigheder om håndtering af mistanke om smitte og forhindring af smittespredning.

Du kan læse mere på coronasmitte.dk 

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle at blive hjemme i to uger, hvis de rejst til et eller flere af de særlige risikoområder. Dette gælder naturligvis også for alle medarbejdere i Tønder Kommune. Hvis du har været i direkte kontakt med dine familiemedlemmer efter hjemkomst, anbefaler Sundhedsstyrelsen at de pågældende familiemedlemmer også bliver hjemme i to uger.

Anbefalingerne gælder også børn og unge

undhedsstyrelsen anbefaler alle borgere (dvs. også børn og unge), der siden 2. marts 2020 er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder til at holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten. Det betyder, at børn og unge i dagtilbud og skoler, der siden 2. marts 2020 er kommet hjem fra ferie eller lignende i de pågældende områder er omfattet. Så det betyder, at man som forældrene skal være opmærksom på at holde sine børn hjemme og aftale nærmere over telefon, mail eller lignende med barnets dagtilbud eller skole.

Der er risikoområder i både Europa, Asien og Mellemøsten.

> Listen over risikoområder bliver opdateret dagligt af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, og kan ses her på Sundhedsstyrelsens særlige informationsside om COVID-19

Den nye situation betyder samtidig, at alle, der har været i et af risikoområderne, ikke skal besøge sundhedshuse, sygehuse, plejecentre, sociale botilbud m.v., og heller ikke bør besøge ældre hjemmehjælpsmodtagere i egen bolig, hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med corona-virussen COVID-19.

De foreløbige opgørelser viser, at ældre og borgere med kronisk sygdom med f.eks. hjerte-karsygdom, sukkersyge, kroniske lunge- eller luftvejssygdomme eller kræftsygdom kan have en risiko for at blive mere syge ved smitte med ny coronavirus.

Hvis der er mistanke om sygdom (feber OG hoste, ondt i halsen, synkebesvær og vejrtrækningsproblemer) og man har været i et af områderne med smitte inden for de seneste 14 dage eller har været i direkte kontakt med en person, der er under mistanke for corona-virus, skal man blive hjemme og ringe til egen læge/lægevagten. 

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Vi opfordrer alle til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger til at beskytte både sig selv og andre mod smitte:

Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder 

Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt 

Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen 

Vær opmærksom, når du er på steder med tæt kontakt til mange mennesker 

God hygiejne er den allerbedste metode til at forebygge smitte med ny coronavirus. Det gælder både for at beskytte sig selv, men i høj grad også for at beskytte andre, særligt de ældre og svækkede. Luftvejsinfektioner, som ny coronavirus, spreder sig bl.a. via håndtryk, overflader eller små dråber fra hoste og nys. Og det er det, de fem gode råd skal være med til at forhindre. Plakaterne med de fem gode råd kan hentes ned her på siden og printes, så de kan blive hængt op relevante steder, fx på skoler, i institutioner og på arbejdspladser.

Større arrangementer med over 1.000 deltagere

Statsministeriet henstiller til, at arrangementer med over 1000 deltager aflyses eller udskydes for at forebygge corona smitte. Opfordringen gælder til og med slutningen af marts 2020 med mulighed for forlængelse. Statsministeren har en forventning til, at anbefalingen vil blive fulgt.

Be the first to comment on "TØNDER KOMMUNE: Nødåbning de kommende 14 dage"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*