Der skal også efter corona-krisen være et aktivt kultur- og fritidsliv i Tønder Kommune. Det skal en række tiltag og en større undersøgelse af konsekvenserne for kultur- og fritidslivet sikre.
Den store aktivitet, der kendetegner kultur- og fritidslivet, er på grund af Covid-19 sat på standby. Det kan for nogle foreninger få alvorlige konsekvenser. Selvom der er hjælpepakker, er midlerne meget begrænsede. Ingen vil kunne komme gennem krisen helt uden knubs og udfordringer.
“I Tønder Kommune ser vi det som en vigtig opgave at støtte vores aktive rundt om i kommunen. De spiller alle en vigtig rolle i at gøre Tønder Kommune til et attraktivt sted at bo, og det skal det også være efter Corona”, udtaler formand for Tønder Kommunes kultur- og fritidsudvalg, René Andersen og fortsætter:
“Derfor har vi allerede hjulpet ved at betale for foreningernes aflyste timer i idrætshallerne og svømmehallerne. Det er også blevet besluttet, at foreningerne ikke skal betale gebyr til kommunen for de timer, der er aflyst. Det gælder også for aftenskolerne, at de får betalt for aflyste undervisningstimer på hold, der blev lukket på grund af Corona. Sidst, men ikke mindst, har kommunen fremrykket aftalte grundtilskud og aktivitetstilskud for 2020 til alle hallerne”, fortæller Rene Andersen i en pressemeddelelse.
Undersøgelse skal give overblik
De foreløbige tiltag er pt. ved at blive fulgt op af en større undersøgelse blandt alle foreninger, institutioner og aktører inden for Kultur- og Fritidsudvalgets område. Undersøgelsen skal give politikerne på kultur- og fritidsområdet et indledende overblik, så de kan drøfte situationens alvor, fortæller René Andersen:
“Vi er godt klar over at man ikke kan bedømme alle konsekvenser endnu, men vi håber, at mange vil gøre et forsøg og beskrive deres udfordringer”.
Resultatet af undersøgelsen vil Kultur- og Fritidsudvalget drøfte på deres møde i maj måned.
“Det er vigtigt for udvalget at få et overblik over situationens alvor. Hvis der er foreninger, institutioner og aktører, som kan være lukningstruet, vil vi gerne kunne drøfte og undersøge muligheden for, at kommunen kan tilbyde hjælp. Derfor har vi brug for et overblik”, fortæller René Andersen.
Foreninger med udendørs aktiviteter, som ikke kræver kropskontakt, har nu fået mulighed for at byde medlemmer ind til aktivitet. Det sker dog med en række krav, henstillinger og anbefalinger fra foreningernes hovedforbund.
Der er hos flere foreninger dog en bekymring for, at medlemmerne, trænerne og lederne bliver svære at få tilbage. Tønder Kommune vil sammen med Folkeoplysningsudvalget finde ud af, hvordan foreningerne kan hjælpes med at markedsføre deres aktiviteter.
Forslag til at markedsføre aktiviteterne bliver drøftet med udvalget og projektlederen for Bevæg dig for livet, så snart Folkeoplysningsudvalget kan mødes igen.
Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Keld Stenger, udtaler afslutningsvis:
“Det er vigtigt, at vi får støttet vores foreninger i at komme i gang, når vi må åbne igen. Vi skal derfor tænke nyt og tage nye muligheder i brug. Det glæder jeg mig til at drøfte med hele Folkeoplysningsudvalget”.
Be the first to comment on "Tønder Kommune hjælper kultur- og fritidslivet gennem Corona-krisen"