Corona-virus og smittefare gør, at Handicap Løgumgård må aflyse årets Gøgl og Musikfestival, der normalt er en af årets helt store festdage og som skulle have været afviklet onsdag den 27. maj.
Det er med stor beklagelse af Handicap Løgumgård er nødt til at aflyse årets Gøgl og Musikfestival. Men samtidig understregerne arrangørerne, at i den nuværende situation, så var der ingen andre muligheder end at aflyse festivalen.
Gøgl og Musikfestivalen er for længst blevet en festlig tradition, som i 2020 ville have holdt 28 års fødselsdag, men den fødselsdag er nu udskudt til næste år.
Peter Christensen, der er formand for Socialudvalget ser med stor beklagelse på aflysningen, men understreger samtidig, at det er en nødvendig beslutning.
“Det er ærgerligt men nødvendigt at aflyse årets festival. Jeg ved jo, hvor mange frivillige der har gjort et stort forarbejde, og jeg har jo år efter år selv kunnet opleve at for mange borgere er festivalen blevet et pejlemærke. Men i år er der ingenting der er som det plejer, og det tror jeg alle har forståelse for. Men vi håber meget at vi til næste år igen kan tage traditionen op og få den samme opbakning til festivalen, som vi plejer at have”, fortæller Peter Christensen.
Det plejer at være omkring de 1200 besøgende på dagen, og i takt med at festivalen har udviklet sig til en tradition er der både mødt gæster op fra de omkringliggende kommuner men også helt fra Odense og Varde Kommuner.
Forarbejdet til årets Gøgl og Musikfestival var ellers godt i gang og arrangørerne havde fået samlet 80 frivillige hjælpere, der alle var klar til at få dagen op at køre. Den hjælp bliver der nu ikke brug for i denne omgang – men Peter Christensen håber, at de er klar til næste år.
“De fleste har heldigvis vendt tilbage og sagt at de er klar igen i 2021, så det glæder vi os meget over. Der er ingen tvivl om, at Gøgl og Musikfestival er fuldstændig afhængig af de mange frivillige hænder – derfor er det en fantastisk sikkerhed at have, når vores frivillige allerede nu kan sige, at de er klar igen til næste år”, siger Peter Christensen.
I styregruppen for Gøgl og Musikfestival er der fuld opbakning til beslutningen om, at aflyse årets festival, selvom Marianne Styrk, der er koordinator for festivalen og en del af styregruppen understreger at arrangørerne selvfølgelig godt ved, at aflysningen kommer til at ramme andre end publikum.
“Vi er kede af, at skulle afmelde alle leverandører og kunstnere, som der var planlagt og kordineret med – for de har alle glædet sig til dagen, og aflysningen vil naturligvis også påvirke deres økonomi. Men det er vigtigt at påpege at alle har været forstående og imødekommende, og har meldt sig klar igen til festivalen i 2021, fortæller Marianne Styrk.
Festivalgæster, der har købt billetter til årets Gøgl og musik festival, får deres penge refunderet og det er allerede besluttet, at næste års festival bliver afholdt onsdag d. 19. maj 2021.
Be the first to comment on "TØNDER KOMMUNE: Årets Gøgl og Musikfestival er aflyst"