Tønder Kommune: Guldhornene fra Gallehus – fra vestkystens muld til nationalt klenodie

Af Lilian Matthes, Museum Sønderjylland

Hornenes lange historie- i korte træk

De to guldhorn, der her er tale om, er på alle måder fængslende. Det er fundhistorien og deres senere skæbne, der gør dem mytiske og fængslende, og som tilgift kommer hele den billedverden, der har været afbildet på hornene og som viser glimt af noget om datidens forestillingsverden og tro. Desuden fik guldhornene betydning som nationalt klenodie og var konstant et motiv i kunst og digtning, især i Sønderjylland.

Det første horn, ”det lange” blev fundet den sommeren 1639 i Gallehus, nordvest for Tønder, af en tilfældig ung kvinde, der kom gående hen over marken. Hornet endte efter forskellige omveje hos den daværende konge Christian 4., der gav sin søn hornet. Denne fik lavet en fod på, så man kunne bruge det som drikkehorn, noget der i renæssancen var moderne. Det var her hos prinsen, at oldforskeren Ole Worm (1588-1654) så det og fik lavet en tegning og senere et træ- og kobbersnit af hornet. Det opstod i 1641. Hornet blev nu henlagt i de kongelige samlinger, det såkaldte ”Kongelige Kunstkammer”. Hertil kom det andet guldhorn, der blev fundet på samme mark i Gallehus ved Møgeltønder i 1734. Det var denne gang en husmand, der endda nåede at få en mindre findeløn for hornet. Dette nye horn manglede nederste del og kaldes derfor det korte guldhorn. Det blev arkivar J.R. Paullis opgave at tegne og beskrive hornet, og han udgav ligeledes en afhandling om dette fund. Også dette horn kom over grev Schackenborg til kongen, nemlig Christian 6.

Nu forblev hornene i Kunstkammeret indtil 1802, hvor de blev stjålet og nedsmeltet af bedrageren Niels Heidenreich, som egentlig var udlært guldsmed. Han lavede flere forskellige spænder, mønter og smykker af hornguldet, men han blev snart pågrebet og sat i fængsel. Hornguldet og dermed hornene var derimod for bestandigt forsvundet.

Rekonstruktion af hornenes udseende

Det lange horn er ud fra de eksisterende tegninger blevet rekonstrueret til at have været 71 cm langt og det har vejet 3,1 kg. Det korte horn har vejet 3,7 kg og har efter al sandsynlighed så oprindeligt været længere end det første, idet der også manglede et stykke. Materialet har nok været sølvblandet guld eller forsølvet guld, idet rent guld vil have været al for blødt at lave en så stor genstand af. Begge horn var dekorerede med omløbende bånd med motiver, der kendes for andre danske guldfund.  Det er menneskedyr, ryttere og bueskytter, springende dyr og slangefigurer. Muligvis illustrerer billedelementerne en mytisk fortælling, der hørte hjemme i datidens forestillingsverden. Den kan vi i dag kun gisne om. Et af elementerne er et ganske bestemt dragedyr, hvis lige faktisk findes på noget af udstyret fra Nydam-våbenfundet

De kan derfor dateres til tiden efter 400 e.Kr. efter de kendte arkæologiske typologiske metoder, hvor man prøver at finde oprindelsen til et bestemt billedmotiv. Guldhornenes stilistiske virkemidler ligger tæt op af den såkaldte Sösdala-stil, der kendetegnes af stempelornamentik som punktrækker og buer. De påloddede figurer og stjernefigurer har også rod i Nydamstilen, ligesom den ovennævnte drage. Formodentlig har guldhornene fungeret som drikkehorn, der blev brugt ved særlige lejligheder, men de er også blevet tydet som signalhorn- eller eventuelt en slags lurer. Hvorfor de er blevet lagt i jorden ved Gallehus- og hvornår dette er sket, kan vi kun gisne om. I dag findes kun de to mindesten på stedet. Et interessant faktum er, at hornene er lavet/ har været i brug på samme tid, som man byggede den tidligste del af Dannevirke (480-530 e. Kr.)-  et andet stort nationalt symbol, der kun ligger ca. 85 km længere sydøst på.

Nationalt symbol

Omkring 1850 begyndte nationalismen at blomstre op i Danmark, og guldhornene gik fra at være et sjældent fund fra oldtiden, der kun havde været interessante for nogle få, til et symbol på Danmarks svundne storhedstid. Adam Oehlenschlægers digt fra 1802 om guldhornene anses for at være starten på romantikken. I 1832 opstod et orkesterværk med samme navn. ”Dansk Kvindesamfund” (1871) brugte det første guldhorn og dets finder Kirstine Svendsdatter som logo, ligesom mineralvandsfabrikken ”Guldhorn fra Tønder” refererede til hornene, bare for at nævne et par eksempler.

Efter Ole Worms tegninger at dømme fandtes også en runeindskrift på det korte horn, der i 1865 blev tolket som ”Jeg Lægæst […] gjorde hornet”. Netop på det tidspunkt gjorde man meget ud af at det var den ”første oldnordiske” indskrift, man kendte, og dette var et vigtigt symbol efter tabet af Sønderjylland til Preussen. Det var den norske sprogforsker Sophus Bugge, der tolkede indskriften. Hornene blev derfor tit lavet i kopi og stod mange steder på skoler eller blev givet som gaver ved særlige lejligheder. I 1920 fik alle sønderjyske skoler skænket et sæt af guldhornene som markering af at de nu var danske igen. Ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920 fik kong Christian 10. en kopi af begge horn, der nu er i prins Joachims eje, så hornenes tilknytning til de allerøverste lag i samfundet er stadig givet.

I Museum Sønderjyllands samlinger findes guldhornslamper, oplukkere, platter, kopier i alle størrelser, malerier, bestik og tallerkner med guldhornsmotiver, som alt sammen stammer fra tiden mellem 1900 og 1950erne.  Det var et af de mest populære motiver på postkort og navneklude, så det er nok ikke forkert at sige, at alle i Danmark kender hornene, og de er en del af den danske kulturarv. Også i dag er Guldhornene brugt som motiv på det at være dansk. Et fint eksempel er de små guldhorn til juletræet, som kan købes i Nationalmuseets butik.

 I slutningen af 1970erne blev det lavet to yderlige kopier af hornene, som blev finansieret af 11 større fonde og Simon Spies- deres udsmykning og udformning blev til i et samarbejde mellem arkæologen P.V. Glob og guldsmedeværkstedet Dragsted i København, hvor man brugte al den viden og ekspertise, der kunne opdrives på at få den mest korrekte udformning af hornene til at lykkes.  Det er et af disse sæt, som nu er ”kommet hjem”.

Kilde: Museum Sønderjylland

GRATIS – Nyheder fra Sønderjylland og resten af verden – direkte på din mobil – www.sydnyt.dk