Simon Spies’ guldhorn foræres til Museum Sønderjylland

Simon Spies lånte i 1980 sine guldhorn ud til en udstilling på Haderslev Museum. Her ses han til åbningen sammen med amtsrådsmedlem Helga Hørlück. Foto Jørgen Hjort. Historie Haderslev

Da rejsekongen Simon Spies i 1970’erne sørgede for, at Nationalmuseet fik et sæt nye rekonstruktioner af Guldhornene i ægte guld, fik han samtidig fremstillet et sæt til sig selv. Efter mere end 40 år bliver de nu en del af Museum Sønderjyllands samling.

Guldhornene er det mest omtalte fund fra Danmarks Oldtid. De blev skabt cirka 400 e.Kr. og fundet i Gallehus ved Møgeltønder i henholdsvis 1639 og 1734. I 1802 blev hornene stjålet fra det Det kongelige Kunstkammer og omsmeltet. Det eneste, der var tilbage, var nogle kobberstik, der viste hornenes runeindskrifter og figurer – og så naturligvis myten om dette enestående levn fra fortiden, der blev offer for sin egen metalværdi.

Simon Spies bestilte et ekstra sæt

I årene 1974-79 samarbejdede Nationalmuseet sammen med Kgl. Hofjuveler Ove Dragsted om at få fremstillet et sæt i guld ud fra den nyeste forskning. Pengene blev rejst af en række danske virksomheder under ledelse af Simon Spies, og undervejs i projektet fik Spies den idé at få fremstillet et sæt til sig selv magen til det, som blev leveret til Nationalmuseet. Naturligvis skulle de private horn også være i guld.

Det er dette sæt, som nu bliver Museum Sønderjyllands. I 2019 blev rekonstruktionerne doneret til Nationalmuseet, men efter ønske fra Janni Spies gives hornene nu videre til Museum Sønderjylland.

– Jeg har længe overvejet, hvem der kunne have mest glæde af hornene, for der knytter sig mange historier og følelser til dem. Derfor er jeg glad for, at de nu kommer til Sønderjylland, hvor originalerne i sin tid blev fundet, fortæller Janni Spies, der har ønsket, at Guldhornene kom til Museum Sønderjylland.

Guldhornene ikoniske for Sønderjylland – og specielt for Tønder Kommune

Guldhornene er på flere planer centrale i den danske og sønderjyske historie. De er det mest spektakulære arkæologiske fund, ikke mindst på grund af vægten på næsten syv kilo. Men guldhornene er også specielle, da der ikke er fundet tilsvarende effekter i europæisk sammenhæng. Selvom hornene gik tabt i 1802, blev fundet af dem i 1800-tallets sidste halvdel brugt i den nationale kamp mellem Danmark og Tyskland omkring Sønderjylland. På dansk side blev guldhornene bevis på, at landsdelen havde været dansk siden tidernes begyndelse. Det var derfor ikke tilfældigt, at det netop var et sæt guldhornskopier, som blev overrakt til Christian 10. under genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1920.

– Vi er dybt taknemlige for denne flotte gave. Guldhornene er lige så ikoniske for Sønderjylland, som Solvognen er for det øvrige Danmark, og selvom der er tale om rekonstruktioner, så føles det næsten som om, at hornene nu kommer hjem, siger museumsdirektør Axel Johnsen.

Museum Sønderjylland vil nu gå i gang med at planlægge, hvordan og hvor guldhornene skal udstilles. Tanken er, at de to horn skal indgå i en særudstilling, der åbner i midten af 2022.

Kilde: Museum Sønderjylland