Flere magtanvendelser får Sønderborg Kommune til at ændre praksis

Pressefoto Sønderborg Kommune

Et stigende antal registrerede magtanvendelser på omsorgsområdet fører nu til konkrete tiltag og ændrede arbejdsgange, som skal forebygge magtanvendelser og gøre magtanvendelse til en absolut undtagelse i borgernes liv.

En ny årsberetning for magtanvendelse på voksenområdet i Sønderborg Kommune viser en stigning i tilfælde, hvor medarbejdere i deres daglige arbejde med en borger har været nødt til at anvende magt for at sikre omsorgen for borgeren. Det er typisk situationer, hvor en borger ikke kan tage vare på sin egen sikkerhed eller på andres, og hvor det i helt særlige tilfælde kan være nødvendigt at anvende magt, når alle andre pædagogiske muligheder er udtømte. Magtanvendelse er f.eks. fysisk konfliktafværgelse og flytning af en dement borger til et plejehjem uden samtykke, da de er til fare for sig selv.

Når en magtanvendelse finder sted, registreres episoden og indgår efterfølgende i et fast læringsforløb, hvor fokus er tryghed, værdighed og forebyggelse.

Det øgede antal magtindberetninger tages meget alvorligt og tilskrives blandt andet stigende kompleksitet hos borgerne samt lovændringer i 2024-2025, som stiller skærpede krav til registrering og dokumentation af magtanvendelse, hvilket har styrket medarbejdernes faglige bevidsthed om, hvornår de skal registrere en magtanvendelse.

– ”Stigningen i antallet af registrerede magtanvendelser er bekymrende, og det er en udvikling, vi ikke kan være tilfredse med. Derfor analyseres og drøftes hver eneste hændelse systematisk, så vi lærer af den og kan forebygge lignende situationer fremover. Magtanvendelse skal være den absolut sidste udvej, og vi iværksætter nu yderligere tiltag for at reducere antallet af episoder og styrke borgernes ret til selvbestemmelse, tryghed og værdighed.”, siger Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.

Læs årsberetningen – KLIK HER

Fremadrettet intensiveres arbejdet med nye læringsinitiativer, pædagogiske værktøjer og øget brug af velfærdsteknologi, der kan skabe tryghed og forebygge konflikter. Der sættes samtidig øget fokus på opfølgning på registrerede hændelser, vidensdeling på tværs af tilbud og tidlig indsats i situationer, hvor risikoen for magtanvendelse er til stede. I forvejen er der gennem en årrække arbejdet målrettet med undervisning og kompetenceudvikling for at sikre, at medarbejderne altid vælger den mindst indgribende løsning og registrerer magtanvendelser korrekt.

– ”Vi har løbende ændret kultur og praksis, og det kan nu ses i indberetningerne, men den markante stigning i 2025 viser også, at der fortsat er behov for at styrke indsatsen og forebygge magtanvendelser. Det kræver både faglighed, viden og en oprigtig nysgerrighed på borgerens adfærd, så vi kan finde løsninger og møde borgeren der, hvor vedkommende er. Der vil altid være situationer, hvor en magtanvendelse er nødvendig for at passe på borgeren eller andre, men det er en svær situation for alle involverede. Derfor skal magtanvendelse altid være den sidste udvej.”, fortæller Vivi Brit Nielsen, næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.