SYDBANK: Højere indtjening end ventet løfter forventningerne til årsresultatet for 2020

Hovedpunkter fra regnskabet for 1. halvår 2020

  • Resultat på 324 mio. kr. giver en egenkapitalforrentning på 5,4 pct. p.a. efter skat.
  • Basisindtjeningen på 1.829 mio. kr. er 1 pct. højere end i samme periode i 2019.
  • Basisomkostningerne er 1 pct. lavere i forhold til samme periode i 2019 og udgør 1.418 mio. kr.
  • Nedskrivninger på udlån udgør en udgift på 42 mio. kr. mod en indtægt på 34 mio. kr. i samme periode i 2019.
  • Samlet kreditformidling udgør 141,2 mia. kr. – et fald på 3,9 mia. kr. i forhold til ultimo 2019.
  • Egentlig kernekapitalprocent er steget med 2,4 procentpoint i forhold til ultimo 2019 og er på 20,2 uden indregning af periodens resultat.
  • Indlånsoverskuddet er højere end nogensinde. Dette belaster indtjeningen, og bl.a. derfor justerer vi vores tilbud til privatkunderne, således at tilbuddet om at have flere konti med et minimumsbeløb friholdt for negativ rente ændres til en markedskonform løsning, hvor kunderne fremadrettet udelukkende vil blive tilbudt en indlånskonto på maksimalt 250.000 kr., der friholdes for negativ rente. I den kommende tid vil vi nøje overveje en reduktion af denne grænse.

Administrerende direktør Karen Frøsig om Sydbanks resultat for 1. halvår:

– Det er glædeligt, at resultatet for 2. kvartal er betydeligt bedre end ventet tidligere på året. Vi kan derfor ændre forventningerne til årets resultat efter skat til nu at være i intervallet 600-800 mio. kr. Såvel handelsindtjeningen, nedskrivningerne på udlån som beholdningsresultatet er landet bedre end forventet ved offentliggørelsen af seneste kvartalsrapport.

Administrerende direktør Karen Frøsig om udviklingen i kundernes økonomi:

– Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre. Mange kunder har – som følge af øget usikkerhed – ønsket større likviditetsberedskab. Trækket på kreditterne er dog faldet betydeligt som følge af lavere investeringslyst samt udskydelse af moms- og skattebetalinger for virksomhederne.

– Vi har endnu ikke set konkrete tegn på en forværring af kreditkvaliteten, og vi kan konstatere, at de tidligere foretagne nedskrivninger var mere end tilstrækkelige, hvorfor vi ser nettotilbageførsel af nedskrivninger i 2. kvartal 2020.

Bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen om kapitalsituationen i en usikker tid:

– I en tid præget af højere usikkerhed end normalt er det særligt betryggende at kunne konstatere, at kapitalforholdene er mere robuste end nogensinde. Den egentlige kernekapitalprocent er markant højere end både det regulative krav og vores egen målsætning.

– Det er glædeligt for bestyrelsen at kunne konstatere, at bankens medarbejdere er lykkedes med at servicere kunderne på en meget tilfredsstillende vis i en på mange måder speciel periode med markant hjemmearbejde, onlinemøder m.m.

Forventninger til 2020

  • Der forventes en betydelig negativ vækst i dansk økonomi i 2020.
  • Basisindtjeningen forventes – på trods af den lavere aktivitet afledt af COVID-19 – at være på niveau med den realiserede basisindtjening i 2019.
  • Basisomkostningerne forventes – på trods af den underliggende omkostningsinflation – at kunne fastholdes på samme niveau som i 2019.
  • Nedskrivningerne i 2020 vil være negativt påvirket af effekten af COVID-19.
  • Med det formål at effektivisere og automatisere processerne investeres i niveauet 75 mio. kr. Investeringen udgiftsføres under poster med engangskarakter.
  • Resultatet efter skat forventes at være i intervallet 600-800 mio. kr.
  • Forventningerne til 2020 er som følge af coronakrisen i højere grad end normalt behæftet med usikkerhed.