Sønderborg genopliver torvedagene

For år tilbage var der hver lørdag marked med mange boder på Kirketorvet i Sønderborg. Nu gøres et forsøg på – med kommunen som fødselshjælper – at genoplive torvedage i Sønderborg og dermed muligheden for at købe lokale fødevarer og lokalt produceret håndværk. Interessen er fin op til den første markedsdag

Det er Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer, der som led i Handleplanen for Fødevarer iværksætter torvedagene. Siden beslutningen tidligere i år blev truffet, er de nødvendige tilladelser indhentet hos myndighederne. Borgerne har desuden haft mulighed for at forespørge om en stand, og det er der foreløbig 15, der har gjort. Ni af dem er med på den første torvedag.
De vil tilbyde fx frugt, grønt og krydderurter, frisk fisk, honning, uldvarer, is, betonvarer til haven, trædrejet håndværk, blomster, hjemmeavlet vin og slagtekaniner.
Markeret får plads på Kastanie Alle op imod Jernbanegade og vil foreløbig finde sted den første lørdag i måneden resten af 2020.

– Vi ved, at mange efterspørger et marked, hvor man kan sælge og købe hjemmedyrkede og hjemmelavede fødevarer, som har haft kort vej fra jord til bord, og kunsthåndværk. Nu agerer vi fødselshjælper og kan heldigvis konstatere en rigtig fin interesse. Det lover godt for, at markeredet kan fortsætte efter 2020 med ”Made in Sønderborg”* som dem, der driver det, siger formand for Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer, Charlotte Riis Engelbrecht.
Når hun siger ”vi”, er det Sønderborg Kommune i samarbejde med Sønderborg Handel, Sekretariatet for Aktørudvalget og Made in Sønderborg.

Udvalget har bevilget 60.000 kr. til opstarten. Pengene dækker indkøb af telte til udstillerne, borde, bænke, bannere og markedsføring.

– Vi håber, torvedagene bliver et udstillingsvindue for bl.a. lokale producenter og noget, som vil øge forbrugernes kendskab til og forbrug af årstidens lokale frugt og grønt. Samtidig ser vi torvedagene som en attraktion, der sammen med byens butikker vil trække turister og andet godtfolk til byen, siger udvalgets næstformand, Kirsten Bachmann.

FAKTA

  • Torvedagene holdes den første lørdag i hver måned kl. 10-13 i Kastanie Alle.
  • Der sælges fødevarer, husflid og blomster.
  • *Made in Sønderborg er en forening/et fødevarenetværk, der har til formål at skabe et forum for samarbejde om, udvikling og markedsføring af lokalt producerede og forædlede kvalitetsfødevarer
  • Der er opsyn med, at fx redningskøretøjer kan passere, og at de gældende krav til afstand og antal forsamlede overholdes.

Be the first to comment on "Sønderborg genopliver torvedagene"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*