Slotsparken i Møgeltønder – hvis du vil høre en elskovslysten spætte

Foto: Erik Egvad Petersen

Intet er så tydeligt ude i skovene som spætter, der gør opmærksom på sig selv her i april måned. Det er deres måde at annoncere på. Man kan tydeligt høre bankelydene, og har man lidt tålmodighed kan man også se de flotte fugle, der nærmest sidder klistret på træstammerne. Lige nu kappes anemonerne om at få mere sollys end de andre planter. Store dele af skovbunden er fyldt med de livgivende blomster.

Slotsparken – gratis adgang

Fra at have været en have med flotte blomster, så har slotsparken i Møgeltønder, i visse dele, nærmest udviklet sig til at være lidt af en urskov. Spændende og helt i tidens trend. Og det falder ikke mindst i fuglenes og insekternes smag.
Et godt eksempel på, at det ingen skade er, at lade flishuggeren hvile sig lidt.

Slotsparken, der er offentlig tilgængelig året rundt, ligger lige over for Schackenborg Slot på Slotsgaden.

Haaaaaaaaaaaaaaak, den store flagspætte vil have kontakt. Ikke mindst har han igen denne fredag gjort opmærksom på sig selv.
På slottet vejrer splitflaget. Det er dronningens fødselsdag i dag. Tillykke Deres Majestæt.

Der er gratis adgang i slotsparken. Man kan parkere bilen lige overfor Slotskroen på den store offentlige parkeringsplads. Ved parkeringspladsen er der i øvrigt også offentlige toiletter. Så rene, at man kan sidde og spise sin madpakke midt inde på gulvet. Mere af den slags.
Og der er mange andre spændende fugle end blot flagspætter her. Man kan også bare glæde sig over naturen og roen.

Man kan slutte af med en gåtur gennem den brostensbelagte Slotsgade i Møgeltønder. Og skal man have noget med hjem til aftensmaden eller kaffen, så er byens købmand absolut at anbefale. Når først Slotskroen åbner igen kan man nyde både mad og kaffe, der er et kongehus værdigt.

Og så ligger Fylla Chocolate i bygningen på parkeringspladsen. Der annonceres med weekendåbent lørdag og søndag, begge dage kl.12-14. Og hun laver chokoladespecialiteter, der er fantastiske.

God tur til alle – Erik Egvad Petersen – Jeg skriver, fotograferer og laver video samt podcast om outdoor og lystfiskeri og har gjort det siden 1989 – har bl.a skrevet bøgerne “Fiskevande i Danmark” – “Angelgewässer in Dänemark” og laver reportager til lystfiskertidsskrifter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland.
I dag er jeg også aktuel på lystfiskerportalen www.fiskevandeidanmark.dk.