Sikkerhedsstyrelsen sender mindreårige “agenter” ind i butikkerne for at teste om der er styr på aldersgrænserne for bl.a alkohol- og tobakssalg

Som et led i forebyggelsesaftalen skrues der nu op for myndighedskontrollen af salgsaldersgrænserne. Dansk Erhverv bakker grundlæggende op om en effektiv kontrolindsats, herunder når der eksempelvis sættes langt hårdere ind overfor det illegale salg af de mange ulovlige produkter, som florerer i Danmark. Dansk Erhverv er imidlertid imod anvendelsen af mindreårige agenter, som et led i den styrkede kontrol. 

For det første er ordningen med unge agenter stærkt kritiseret af juridiske eksperter, der fremhæver, at man bør være meget tilbageholdende med at anvende agenter i det hele taget – derfor ser vi det i dag også kun anvendt i tilfælde af meget grov kriminalitet. Fordi grænsen for, hvornår agenten påvirker situationen, så en lovovertrædelse sker, som måske ellers ikke var sket, er så hårfin. Derfor mener vi, at det er et retssikkerhedsmæssigt skred, at man lader ordningen finde anvendelse som led i kontrollen af salgsaldersgrænserne i detailhandlen. 

I Dansk Erhverv mener vi desuden, at det er problematisk, at Sikkerhedsstyrelsen ikke har været gode nok til at udnytte den hjemmel, der eksisterer allerede, til at foretage en effektiv kontrolindsats.  

Derfor er vores opfordring: tilrettelæg en ordentlig kontrolindsats, der effektivt udnytter den hjemmel, der allerede eksisterer, herunder ved at kontrollere i aften- og nattetimer, frem for at anvende en vidtgående ordning med unge agenter, som juridiske eksperter har advaret i mod.  

Forsøgsordningen med de mindreårige agenter løber i en to-årig periode frem til 2026 og skal derefter evalueres. 

Kilde: Dansk Erhverv