Efter at trafikminister Benny Engelbracht er stoppet som minister, har regeringen foretaget følgende:
Forsvarsminister Trine Bramsen udnævnes til transportminister og minister for ligestilling, idet ligestillingsområdet samtidig overføres fra Beskæftigelsesministeriet til Transportministeriet. Skatteminister Morten Bødskov udnævnes til forsvarsminister, og medlem af Folketinget Jeppe Bruus udnævnes til skatteminister.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard vil herefter fremover benævnes beskæftigelsesminister.
Statsministeren præsenterer de nye ministre for Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg kl. 11.00. Forsvarsminister Trine Bramsen vil dog ikke deltage i audiensen på grund af smitte med COVID-19.
Transportminister Benny Engelbrecht udtræder samtidig af regeringen og modtages i afskedsaudiens hos Hendes Majestæt Dronningen kl. 12.30.
Der vil være overdragelse i Skatteministeriet i dag kl. 14.00.
Overdragelsesforretningerne i Transportministeriet og Forsvarsministeriet vil blive gennemført på et senere tidspunkt.
Skatteminister Morten Bødskov vil som forsvarsminister fortsætte som medlem af regeringens koordinationsudvalg, der herefter består af statsministeren, finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren.
Jeppe Bruus og forsvarsminister Trine Bramsen vil som henholdsvis skatteminister og transportminister og minister for ligestilling indtræde i regeringens økonomiudvalg, der herefter består af finansministeren, social- og ældreministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren, transportministeren og ministeren for ligestilling, erhvervsministeren, beskæftigelsesministeren og skatteministeren.
Kilde: Regeringen