Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer virksomheder, institutioner og private til at anmelde denne type sager, så de kan blive efterforsket
Syd- og Sønderjyllands Politi er i dag blevet bekendt med, at kriminelle har skaffet sig adgang til personfølsomme data hos en række uddannelsesinstitutioner i Sønderjylland og efterfølgende lækket materialet.
Politiet indleder nu en dialog med uddannelsesstederne samt deres IT-driftsfællesskab med henblik på at få hændelserne anmeldt, så politiet kan indlede en efterforskning.
Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer desuden virksomheder, institutioner og private til at anmelde lignende hændelser til politiet.
– Det er vigtigt, at man anmelder denne type kriminalitet til politiet. Dels for at vi kan indlede en efterforskning, dels for at vi kan få et overblik over de kriminelles metoder og problemets omfang, understreger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Er du blevet udsat for cyberangreb eller har du brug for gode råd?
Via Politiets Servicecenter på 1-1-4 kan du inden for tidsrummet kl. 07.00 – 20.00 på hverdage blive viderestillet til personale, der har særlig viden om cyberangreb.
Du bør anmelde forholdet hurtigst muligt, da mange af de digitale spor, politiet skal bruge i efterforskningen, ofte bliver overskrevet eller slettet af de kriminelle.
Som virksomhed er det væsentligt at vide, hvad der sker, når du anmelder et cyberangreb til politiet.
Du kan læse mere her.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi