TAG MED PÅ TUR: Museum Sønderjylland inviterer med projekt ”Vadehavet i en kurv” på en kultur-naturtur langs Vadehavets kyst, hvor kulturlandskabet og maden er i fokus. Det sker søndag den 16. maj 2021 kl. 10-14. På turen fortælles der om naturen og landskabet, og ikke mindst skal der indsamles planter i de udleverede kurve. Turen har udgangspunkt fra Ålbæk P-pladsen ved Skydebanevej, Højer. Efter turen samles man om bålet for at fremstille et måltid vadehavsmad, som det kunne have stået på bondens bord for 200 år siden.
Vadehavet har i årtusinder givet mad på bordet og dermed været en forudsætning for utallige generationers levevilkår i området. Naturens ressourcer hænger uløseligt sammen med menneskers liv og kultur. Denne sammenhæng udgør indholdet i et nyt tilbud, der kombinerer Vadehavets naturoplevelser med historisk formidling.
Ud på kulturhistorisk sanketur
Sammen med Museum Sønderjyllands formidlere skal der sankes planter og urter til et måltid, som består af både suppe, stuvning, pandekager og te. Både under indsamlingen på sanketuren og den efterfølgende fælles madlavning vil der være kyndig vejledning, så man bagefter selv kan lave 1800-talsmad derhjemme.
På turen, ”Vadehavet i en kurv”, er der plads til 30 deltagere. Turen og måltidet har udgangspunkt i, hvad der findes af planter ved Ålbæk, langs grøftekanten, på vaden og som indgik i 1800-tallets madskikke og traditioner.
Gennem turene bliver deltagerne inspireret til at anvende de lokale vilde planter i deres egen madlavning. De får en guide udleveret, så de kan kende planterne i naturen, og de får opskrifter med hjem til egne gryder og eksperimenter. Turene er dermed både en genopdagelse og en fornyelse af en århundrede lang vadehavstradition, hvor naturens nære ressourcer havde en stor og vigtig plads i den daglige ernæring.
Landskabet ændrer maden
Vadehavsområdet er og har været under stor indflydelse af naturen og dens kræfter. Landskabet ændrer sig i takt med naturens påvirkninger, og kulturen ændrer sig i takt med landskabet. Et tydeligt eksempel er brugen af vilde urter i vadehavsmaden. F.eks. spiste man frem til begyndelsen af 1900-tallet i stort omfang langs vadehavskysten og på øerne strandvejbred eller sut, som planten lokalt kaldes. På grund af menneskets indgriben i naturen bl.a. med inddigning af marsken, ændredes strandvejbredens voksesteder sig, og traditionen med at sanke den ligeså. Der blev simpelthen for langt til voksestederne, og madretter med denne plante blev visse steder langs vadehavskysten udfaset af kosten.
Med denne tur vil Museum Sønderjylland sætte fokus på sammenhæng mellem kultur og natur, landskab og levevis.
Projektet er støttet af Vores Natur.
– Jeg er derude…
God tur alle – Erik Egvad Petersen – Jeg skriver om Sønderjylland, Danmark, landbrug, kultur, natur, turisme, jagt, outdoor, shoppingmuligheder, og lystfiskeri, og har gjort det siden 1989 – har bl.a skrevet bøgerne “Fiskevande i Danmark” – “Angelgewässer in Dänemark” og laver reportager til aviser, ugeblade, natur- og lystfiskertidsskrifter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland.
I dag er jeg også aktuel på lystfiskerportalen www.fiskevandeidanmark.dk.