Nyt solcelleanlæg på Nordals skal blive en gevinst for lokalsamfundet – der afholdes borgermøde 20. juni

Arkivfoto: Erik Egvad Petersen - www.sydnyt.dk

Teknik-, By- og Boligudvalget i Sønderborg Kommune har godkendt, at der skal laves en ny lokalplan for et solcelleanlæg ved Lavensby. Borgerne er blevet inddraget i processen, som både skal give området et økonomisk løft og nye rekreative områder.

Et grønt område med madpakkehus og naturlegeplads, ny cykelsti og en pulje på ca. 8 mio. kr. Det kan blive nogle af gevinsterne for Lavensby, hvis planerne om et solcelleanlæg ved byen bliver en realitet.

Projektet er det første projekt, som gennemføres efter Økonomiudvalget tidligere på året godkendte en række principper for vedvarende energiprojekter i Sønderborg Kommune. Principperne skal blandt andet sikre, at lokalområdet inddrages i processen, og at projekterne bidrager til udvikling i lokalområdet. 

– Medinddragelse skal være helt centralt i arbejdet med vedvarende energiprojekter i Sønderborg Kommune. Derfor skal lokalområdet inddrages fra begyndelsen, og lokale ønsker skal tænkes ind i projekteringen. Det skal gøres i dialog mellem lokalområdet, energivirksomheden og kommunen. Det skal alt sammen give områderne fornyelse gennem nye, rekreative områder, hvilket jeg synes, vi er lykkede med i Lavensby, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I Lavensby er der blevet holdt to borgermøder samt fire dialogmøder med en særligt nedsat gruppe bestående af frivillige borgere fra lokalområdet, energivirksomheden og forvaltningen.

Området, der i dag er marker, er på 96 hektar, og energivirksomheden har foreslået, at 28 hektar skal omdannes til rekreative områder samt naturarealer. Forslaget fra den lokale dialoggruppe, er at der etableres naturlegeplads, madpakkehus og bålplads samt en ny cykelsti fra Lavensby gennem solcelleområdet til vejen, der fører til skoven og stranden. Dertil kommer en grøn pulje på ca. 8 mio. kr. Det er anlæggets opstiller, der indbetaler et beløb til puljen, som kommunen fordeler mellem de lokale ansøgerne.

Lokalplan skal udarbejdes

– Det her er endnu et skridt i vores store arbejde for at sikre grøn og vedvarende forsyning. Derudover er det også positivt for nærområdet, som får et økonomisk løft og økonomiske muligheder for at få realiseret ønsker for lokalområdet. Her får vi omdannet et område til både grøn forsyning og store naturarealer, som de lokale får glæde af, siger Kristian Beuschau, der er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Teknik-, By- og Boligudvalget har godkendt, at der skal udarbejdes en lokalplan for projektet på Nordals. Der skal holdes endnu et informationsmøde, når lokalplanen kommer i høring.

Udover projektet ved Lavensby ønsker en energivirksomhed at etablere solceller ved Vester Sottrup. Der er borgermøde om dette for lokalsamfundet torsdag den 20. juni kl. 18 i Forsamlingsgården Sundeved.

Kilde: Sønderborg Kommune