Nyt samarbejde skal gøre Danmark attraktiv over for nye campister med autocampere

Antallet af autocampere er steget gevaldigt i de seneste par år. Det samme er antallet af overnatningsmuligheder.

Som formidler af privatejede autocampere har Goboony adgang til en attraktiv målgruppe af campister. Et nyt samarbejde mellem Goboony og VisitDenmark skal gøre målgruppen opmærksomme på de mange muligheder for en god campingferie i Danmark. 

Privat boligudlejning gennem fx Airbnb er efterhånden et velkendt koncept i turismen. Nu er deleøkonomien også kommet til campingbranchen. 

Siden 2015 har den digitale platform Goboony formidlet kontakt mellem ejere af autocampere og turister, der gerne vil prøve denne rejseforme, men ikke selv har investeret i en autocamper eller campingvogn.  

Goboony har flere end 10.000 autocampere til udlejning på deres platform, som dækker seks lande, Storbritannien, Nederlandene, Italien, Belgien, Tyskland og Frankrig.Ifølge den nederlandske virksomhed benytter omkring 100.000 rejsende sig af deres service om året. 

Det er denne målgruppe, VisitDenmark gerne vil nå ved at samarbejde med Goboony.   

”Goboony er en spændende samarbejdspartner. De har en bæredygtig profil og er en stærk og kendt aktør ikke kun på det nederlandske, men også flere andre af dansk turismes prioriterede markeder. Og så når de ud til et ny segment af campister, som supplerer dem, vi allerede markedsfører os over for,” siger Mette Rodenhuis-Carlsen, VisitDenmarks markedschef i Nederlandene.  

Brug for inspiration til rejsen

Goboony går især efter to målgrupper: Dels familier, som ofte rejser i skolernes sommerferie og booker i god tid, dels par som booker hele året rundt og ikke har så lang planlægningshorisont som familierne. 

Mange af dem har ingen eller kun sparsom erfaring med at rejse med autocampere, og de har derfor brug for hjælp til at planlægge ferien. Det vil Goboony og VisitDenmark gerne hjælpe dem med. 

”Danmark er en fantastisk destination og meget tilgængelig for roadtrips. I de sidste år har vi oplevet en stigende interesse for at tage på roadtrip, men mange af vores rejsende har ingen eller kun lidt erfaring med denne rejseform, så vi vil gerne hjælpe dem med planlægning og valg af destination. Samarbejdet med VisitDenmark giver os mulighed for at fortælle historier om de smukke danske kyster, familie aktiviteter, madoplevelser og storbylivet i Danmark, som er et perfekt match til vores målgrupper. Vi håber at inspirere dem til at vælge Danmark som deres næste destination, siger Adriaan Hogervorst – de Jong, Head of Marketing i Goboony. 

Danmark ud i attraktive kanaler 

Samarbejdet er baseret på deling af indhold om Danmark i en række forskellige kanaler og inkluderer blandt andet blog posts om Danmark på den nederlandsketyskefranske og italienske indgang på Goboony’s hjemmeside. Det svarer til 1,5 mio. brugere i kampagneperioden. 

Derudover har VisitDenmark arrangeret presserejser i Frankrig og Holland. 

Blandt andet er det lykkedes at engagere det populære franske YouTuber-par Pauline og Simon til at rejse til Danmark med en GoBoony autocamper og fortælle deres 64.000 følgere på YouTube om deres oplevelser langs den danske vestkyst. 

Parret er kendt under navnet Péripléties, og deres campingrejser har gjort deres YouTube kanal til den rejsekanal i Frankrig med størst engagement i form af kommentarer. 

”Frankrig er det andet største campingmarked i Europa, og de seneste år er der kommet endnu flere nye campister, som ikke har erfaring med rejseformen. Mange af de nye campister rejser på andre måder end de mere erfarne. De har ofte en mere grøn profil, og mange af dem bruger relativt mange penge på bl.a. restauranter, museer og attraktioner på destinationen. Det er nogle af dem, vi håber at nå ud til med budskabet om Danmark gennem samarbejdet med Goboony,” siger Ghita Scharling Sørensen, VisitDenmarks markedschef i Frankrig og Italien. 

Peripleties’ tur til Danmark er blandt andet resulteret i denne blog på YouTube og denne 360 graders story på Instagram.  

Kilde: VisitDenmark