Justitsminister Nicolai Wammen hædrer politibetjente, der er kommet til skade i tjenesten

Justitsminister Nicolai Wammen, Pressefoto

Justitsministeren har besluttet at tildele 29 politibetjente Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjenesten. Blandt medaljemodtagerne er bl.a. politibetjente, der ydede en indsats i forbindelse med terrorangrebet ved Krudttønden i 2015 og ved skyderiet i Field’s i 2022.

Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjeneste kan tildeles ansatte på Justitsministeriets område, der er blevet alvorligt såret eller invalideret i forbindelse med tjenesten som følge af en retsstridig handling, eller som har fået en psykisk efterreaktion som følge af en retsstridig handling eller en voldsom oplevelse i forbindelse med tjenesten. Medaljen blev første gang uddelt i maj 2025 og igen i november 2025 til i alt 13 medaljemodtagere.

Nu har justitsministeren besluttet at tildele medaljen til yderligere 29 nuværende eller tidligere politibetjente, der har været udsat for voldsomme hændelser i tjenesten, og som følge af hændelserne enten er blevet alvorligt såret, invalideret eller har pådraget sig en psykisk efterreaktion. Blandt medaljemodtagerne kan man bl.a. finde politibetjente, der var til stede ved terrorangrebet ved Krudttønden i 2015 og ved skyderiet i Field’s i 2022.

Justitsminister Nicolai Wammen udtaler i den forbindelse:

”Det er en ære at kunne tildele 29 politibetjente Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjenesten, og det berører mig dybt at høre om de skader, de har lidt i tjenesten. Deres indsats har krævet mod og har været med til at gøre en forskel for trygheden og sikkerheden i Danmark, og for den indsats har de betalt en høj pris. Medaljen er en anerkendelse af og en tak for deres vigtige indsats og den pris, indsatsen har haft.”

Overrækkelsen af medaljerne vil finde sted på et senere tidspunkt.

Justitsministeriets Medalje for Sårede i Tjenesten blev indstiftet med tiltrædelse af H.M. Dronningen den 12. april 2019 med ikrafttræden den 1. juni 2019.