I år falder juleaften på en lørdag – for jægerne altså.
I dag lørdag den 16. maj 2026 går årets bukkejagt ind, og det er det tætteste, man kommer på juleaften, hvis man har jagten som passion.
16. maj er ubetinget årets største festdag for flertallet af danske jægere. Råbukken må nu igen skydes, og naturen viser sig fra sin absolut smukkeste side med nyudsprungne bøgetræer, blomster og masser af fugleliv. Kombiner det med spændingen og intensiteten hos jægerne der tavst venter på chancen for en buk på skudhold, og man har den perfekte cocktail for en jæger.
Men det er ikke kun antallet af nedlagt råbukke, der er vigtigt i år. Danmarks Jægerforbund opfordrer indtrængende alle jægere til også at indrapportere alle de dyr, de ser, men ikke skyder. Det er en meget vigtig brik i forsøget på at få et dækkende overblik over, hvordan bestandene af vildt har det. Om der er fremgang eller tilbagegang at spore.
Bukkejagtens start er en fremragende reportagemulighed, der både viser den danske natur fra sin smukkeste side, og nogle særdeles passionerede mennesker der udøver deres hobby.
