Hjælp på vej til danske medier

Regeringen og partierne Venstre, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative, Alternativet og De fire grønne løsgængere er enige om at hjælpe de danske medier, der er presset af Corona-krisen. En ny kompensationsordning støtter de økonomisk pressede medier med estimeret 180,0 mio. kr. i 2020.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”De danske medier er en hjørnesten i vores demokrati. Særligt i denne tid er det vigtigt, at vi har kritiske medier, der kan levere troværdige informationer og behandle de store udfordringer, vi står med. Men medierne har mistet annonceindtægter på grund af Corona-krisen, der har lukket store dele af Danmark ned.

Derfor er regeringen og partierne Venstre, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative, Alternativet og De fire grønne løsgængere nu enige om at etablere en kompensationsordning. En markant demokratistøtte, der skal holde hånden under de danske medievirksomheder. Jeg er glad for, at der er bred politisk opbakning til, at vi sammen passer på vores medier.”

Britt Bager, Venstre:

”Medierne har en særlig plads i forhold til vores demokrati, derfor har det været vigtigt at lave en aftale, som holder hånden under hele mediedanmark i denne alvorlige krise. For Venstre har det været særlig vigtigt at sikre de regionale og lokale radioer og avisers overlevelse, da de spiller en stor rolle i lokalsamfundene.”

Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti:

”Dansk Folkeparti er meget glade for, at ministeren har fået både mandat og midler til at forhandle en seriøs mediepakke. Vi var optaget af, at aftalen også skulle favne magasiner og radio og det gør den, det er rigtig godt.”

Jens Rohde, Det Radikale Venstre:

”Radikale Venstre håber, at denne aftale kan sætte en prop i fyringerne og nedlukning af titler i den danske mediebranche. Og vi håber, at alle medlemmer af Pressenævnet gør brug af den, så vores demokratiske infrastruktur lever videre.”

Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti:

”Medierne styrtbløder på grund af manglende annonceindtægter, og derfor er der brug for en akut hjælpepakke. Nu kompenserer vi for store dele af de manglende annonceindtægter og tvinger samtidig medierne til at melde sig til Pressenævnet for at få støtten. Det er en vigtig demokratisk aftale for særligt de lokale og regionale medier men også for den samlede mediebranche.”

Søren Søndergaard, Enhedslisten:

”Mange landsdækkende, regionale og lokale medier er blevet hårdt ramt af Corona-krisen. Derfor ser Enhedslisten det som en demokratisk opgave at understøtte disse medier, og vi hilser med tilfredshed, at det gør den indgåede aftale. Til gengæld er vi mindre glade for, at støttemodtagere samtidig kan udbetale afkast til aktionærer og ejere. Formålet med støtte fra skatteyderne bør være at holde en hånd under medierne og ikke holde en hånd under aktionærerne. Det spørgsmål vil vi tage op i de kommende medieforhandlinger.”

Birgitte Bergman, Konservative:

”Det har været en konservativ mærkesag, at lande en bred aftale for alle medier, der sikrer en fri og kritisk presse. I en krisetid som denne har vi som danskere virkelig behov for troværdig information og dybdeborende journalistik. Derfor har vi ønsket at hjælpe både lokale, regionale og landsdækkende medier igennem krisen, så de kan udføre deres vigtige demokratiske opgave. Jeg glæder mig over, at partierne uden om regeringen er stået fast og har insisteret på en bred og seriøs aftale for medierne.”

Josephine Fock, Alternativet:

”Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes os at lande en aftale. Mange af vores medier er i risiko for at dreje nøglen om. Derfor er det er vigtigt, at vi nu hjælper og sikrer, at vi også har frie og kritiske medier, når vi kommer hen på den anden side af Corona-krisen.”

Uffe Elbæk, De fire grønne løsgængere:

”Dejligt med en økonomisk seriøs platformsneutral medie-krise-pakke. Og godt med et journalistisk kvalitetskrav, at man kun kan søge støtte, hvis man som medie er medlem af Pressenævnet.”

Fakta om kompensationsordningen

Den nye kompensationsordning er rettet mod medievirksomheder, der har tabt annonceindtægter som følge af COVID-19. Det drejer sig om trykte og digitale dagblade, fritstående digitale nyhedsmedier, ugeaviser, kommercielle radioer, magasiner samt fagblade.

Ordningen sikrer kompensation på 60 pct. af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen i annonceindtægter har været på 30-50 pct., og på 80 pct. i kompensation af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen i annonceindtægter har været på 50-100 pct. Ordningen kompenserer for tabte annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020. Der ydes alene støtte for tab, der direkte skyldes COVID-19-udbruddet. Man kan dog ikke få andel i denne hjælpepulje, hvis man også får hjælp fra andre hjælpepuljer. Medier, der ønsker at anvende ordningen, skal på ansøgningstidspunktet være omfattet Pressenævnets kompetence.

Det forventes, at de statslige udgifter til ordningen vil beløbe sig til. 180,0 mio. kr. i 2020.

Aftalen om kompensationsordningen følger på Kulturministeriets hjemmeside

Baggrund – flere initiativer hjælper de danske medier

Kompensationsordningen supplerer de omfattende økonomiske tiltag og generelle hjælpepakker, som regeringen allerede har sat i gang for at hjælpe virksomheder og medarbejdere på tværs af alle brancher – herunder den danske mediebranche – i forbindelse med COVID-19.

Tidligere på ugen meldte regeringen og Folketingets partier ud, at kravene til egenproduceret indhold for ikkekommercielle lokale radio- og tv-stationer vil blive sænket, og at de skrevne mediers likviditet nu styrkes med udbetalinger af den samlede produktionsstøtte for 2020 på i alt 368,1 mio. kr. allerede i april måned.

Be the first to comment on "Hjælp på vej til danske medier"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*