Danskernes langvarige sygemeldinger eksploderede under COVID-nedlukningen, men tallet er aldrig faldet tilbage på samme lave niveau som før corona. Det viser nye beregninger fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen. Samtidig viser branchens egne tal, at stadig flere unge får erstatning for tabt erhvervsevne gennem deres pensionsordning. Bekymrende udvikling, mener F&P.
Landet lukkede, og usædvanligt mange danskere blev lagt ned med corona. Samtidig blev reglerne for, hvor længe man kan modtage sygedagpenge, suspenderet, og det tilsammen fik antallet af langvarigt syge til at eksplodere.
Nu viser nye beregninger fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen – på baggrund af tal fra Jobindsats.dk, at selv om Danmark for længst er på den anden side af pandemien, og sygedagpengereglerne er tilbage som før Covid, er andelen af syge danskere med et særligt langvarigt forløb forblevet højt.
– Det er overraskende – og dybt bekymrende, at vi tilsyneladende har nået et permanent højere niveau af langtidssyge. Især for dem, der bliver syge, men jo også for samfundet, der i disse år skriger på dygtige medarbejdere, så det bør undersøges til bunds, hvad der ligger bag, siger Mie Rasbech, sundhedspolitisk chef i F&P.
Hun peger på, at tallene er udtryk for danskere, der er sygemeldt længere end 26 uger.
– Den stigning, vi ser, gælder langvarig sydom, så det er ikke et spørgsmål om forkølelse eller en influenza, man lægger sig med. Det er sygdom, hvor man som borger er ramt i et halvt år eller endnu længere, siger Mie Rasbech.
Forud for Covid-pandemien var langvarigt sygefravær faldet støt over en årrække, blandt andet fordi sygedagpengeperioden med nye regler i 2014 blev sat kraftigt ned fra 52 til 22 uger.
I 2020 nåede den nedadgående kurve det hidtil laveste punkt, hvor ca. 20 pct af alle sygedagpengeforløb var særligt langvarige. Så kom coronapandemien, og andelen af særligt langvarigt sygefravær tog et stort hop opad til at udgøre næsten 40 pct. af de langvarige sygefravær, da det toppede – bl.a. fordi sygedagpengereglerne blev suspenderet.
I dag er Danmark forbi pandemien, men andelen af særligt langvarige sygdomsforløb er ikke faldet tilbage – det ligger stabilt på ca. 29 procent.
Det svarer til, at der er 23.000 personer, der i 2025 var været på sygedagpenge i mere end 26 uger.
Sammenholdt med pensionsbranchens egne tal for, at stadigt flere modtager erstatning for tabt erhvervsevne, og at især antallet af unge, der forlader arbejdsmarkedet på grund af sygdom, stiger, gør kun situationen mere bekymrende, mener Mie Rasbech.
– Pensionsbranchen er som kanariefuglen i minen – vi er ofte de første, der mærker, at noget er helt galt, selvom vi hverken har registre eller metoder til at indsamle national overordnet viden. Men vi kan advare. Unge mennesker under 40 har et langt liv foran sig, og vi skal som samfund finde ud af, hvad der går galt, og hvordan vi kan sætte ind. Andet kan vi ikke være bekendt.
