Foredrag ved professor, billedkunstner og forfatter Claus Carstensen:
Foredraget handler om Jes Jacobsen, som en kunstner, der bygger bro mellem den kunst, der går forud for ham og den kunst der kommer en til to generationer efter ham.
Foredraget afholdes på museet på Brundlund Slot torsdag den 19. januar 2023 kl. 17.00-18.30.
Hans værker kan derfor også kaldes for tærskelværker, som betegner værker, der produceres i en overgang fra et kunstnerisk stilprincip til et andet. De forgriber noget, som endnu ikke er, samtidig med at de peger tilbage på tidligere tiders kunst. Det er en kunstnerisk praksis, som forbinder ham med adaisten Marcel Duchamp, hvis berømte værk Det store Glas er delt op i to halvdele, som man også ser det i Jacobsens portræt af en mandlig model. Hos begge disse kunstnere er der tale om et blik, som handler om såvel begær i en bred forstand og det næsten køligt registrerende.
Om den aktuelle udstilling Et Halvt liv – Maleren Jes Jacobsen
”Maleren Jes Jacobsen var søn af en skibsbygmester i Aabenraa og måske den mest talentfulde af os alle.” Sådan omtalte kunstneren J.F. Willumsen i sine erindringer sin ungdomsven fra akademiårene. Den 13. oktober 2022 kl. 16 åbnede Kunstmuseet Brundlund Slot Et halvt liv – Maleren Jes Jacobsen.
På udstillingen præsenterer kunstmuseet den i dag helt glemte kunstner Jes Jacobsens værker. Kun i 1962 blev Jes Jacobsens kunst vist i en større sammenhæng i forbindelse med en mindeudstilling arrangeret af familien i Aabenraa.
Jes Jacobsen døde allerede som 24-årig i 1886 i barndomshjemmet i Aabenraa, blot to år efter at han var
dimitteret fra Kunstakademiet i København. Han nåede derfor ikke at udfolde sit potentiale og sætte et eftermæle. Alligevel blev Jacobsen af sin nære studiekammerat på Kunstakademiet, J.F. Willumsen, beskrevet som det største talent fra sin generation – en generation som foruden Willumsen selv også talte navne som Julius Paulsen og Vilhelm Hammershøi.
Med udstillingen – kurateret af museumsinspektør Jens Tang Kristensen – sættes Jes Jacobsens kunst i dialog med en perlerække af værker af de kunstnere, som han enten var venner med, eller som han blev påvirket eller undervist af. Foruden et omfattende udvalg af Jes Jacobsens malerier, tegninger og grafik
kan man opleve værker af C.W. Eckersberg, Christen Dalsgaard, Carl Bloch, Julius Paulsen, Laurits Tuxen, Jørgen Roed, Valdemar Kornerup og J.F. Willumsen.
Link til billetkøb her.
Kilde: Museum Sønderjylland
