Den 14. oktober udkommer Et halvt liv – Maleren Jes Jacobsen 1862-1886.
”Maleren Jes Jacobsen var søn af en skibsbygmester i Aabenraa og måske den mest talentfulde af os alle.” Sådan omtalte kunstneren J.F. Willumsen i sine erindringer sin ungdomsven fra akademiårene, Jes Jacobsen. Jacobsen døde allerede som 24-årig – blot to år efter, at han var dimitteret fra Kunstakademiet. Han nåede derfor aldrig at udfolde sit store potentiale og sætte et eftermæle, som vennerne Willumsen og Hammershøi formåede.
Trods sin tidlige død efterlod Jes Jacobsen sig et omfattende værk bestående af mere end 40 malerier og 200 tegninger, skitser og grafiske værker – alt sammen af høj kvalitet.
Bogen udkommer i forbindelse med åbningen af udstillingen Et halvt liv – maleren Jes Jacobsen, der kan opleves på Kunstmuseet Brundlund Slot, Museum Sønderjylland fra den 13. oktober.
Om redaktøren
Jens Tang Kristensen (f. 1971) er ph.d. i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han har udgivet over 60 bøger og artikler om kunst og politik, primært fra 1850 til i dag.
Jens Tang Kristensen er museumsinspektør på Kunstmuseet Brundlund Slot.
Bogen kan købes på Kunstmuseet Brundlund Slot og i boghandelen.

Kilde: Forlaget Strandberg Publishing
