Der bliver i disse dage jublet på Tønder Kulturskole efter A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har givet tilsagn om at støtte renoveringen af den smukke, historiske bygning med hele fem millioner kroner.
Tønder Kulturskole har længe drømt om at få renoveret sine lokaler, som kulturskolen flyttede ind i tilbage i 2014. Bygningen husede tidligere Tønder Statsseminarium og stammer tilbage fra 1875.
Tønder Kulturskole er i dag et moderne og velfungerende omdrejningspunkt for en lang række kulturelle tilbud til borgerne i Tønder Kommune. Men det har også længe været en kendt sag, at den gamle bygning trængte til en kærlig hånd.
Den kærlige hånd er nu rykket meget tættere på, efter A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har meddelt Tønder Kulturskole, at fonden vil støtte renoveringsprojektet med fem millioner kroner. Tønder Kommunes borgmester Henrik Frandsen er taknemmelig for støtten, som vil få en enorm betydning for kommunen:
“Tønder Kulturskole ligger i en fantastisk bygning der rummer både historie, kultur og arkitektur. Men vi har alle længe vidst, at skolen trængte til at blive moderniseret for at få forløst sit fulde potentiale. En modernisering og renovering er nu rykket meget tættere på, og det vil jeg gerne rette en stor tak for til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal”, fortæller borgmester Henrik Frandsen i en pressemeddelelse.
Tønder Kulturskole er en kommunal institution, der er grundlagt i 2010, hvor kommunen sammenlagde den gamle kommunale musikskole med billedkunstskolen. Kulturskolen udvidede hurtigt til at omfatte flere kulturfag, og har i dag linjer i musik, billedkunst, ballet, drama, film, skrivning, design og musikproducer. Men både de ansatte og bestyrelsen drømmer om, at man fremadrettet kan lave endnu flere spændende kulturtilbud, end man gør i dag.
“Med støtten fra fonden er vi tæt på at kunne realisere vores drøm om en moderne kulturskole, som har til huse i en helt unik, historisk bygning. Vores ønske er at skabe en moderne og historisk kulturperle på samme tid og sted. Vores helt store ambition er at Tønder Kulturskole efter en renovering og modernisering vil være i stand til at tilbyde borgerne i Tønder Kommune endnu flere spændende tilbud, end vi gør i dag”, fortæller bestyrelsesformanden for Tønder Kulturskole, Rikke Okkels.
Tønder Kulturskoles primære målgruppe er børn og unge mellem 0 – 25 år der er bosiddende i Tønder Kommune. Undervisningen foregår primært i børnenes fritid, men efterhånden indgår kulturskolen også i mange institutions- og skolesamarbejder, så børnene også i løbet af deres institutions- og skoledag møder Tønder Kulturskole.
“Vi er rykket meget tættere på, at kunne skabe en endnu bedre kulturskole for både børn, unge, forældre og medarbejdere. Huset har siden 1875 været brugt til undervisning af alle mulige forskellige mennesker – og med en modernisering og renovering af det gamle seminarium kan vi skabe en perfekt ramme for at det forbliver sådan mange år frem i tiden”, fortæller Henrik Thaysen Dam, der er leder af Tønder Kulturskole.
Udover Tønder Kulturskole bliver huset også benyttet af bl.a. Tønder Festival, Tønder Distriktsskole, en række rytmiske bands, flere daginstitutioner i Tønder by og Tønder Bibliotekerne for blot at nævne nogle.
Be the first to comment on "Fond giver millioner til renovering af Tønder Kulturskole"