Fire personer kendt skyldige i at overtræde COVID-19-forsamlingsforbud

Anklagemyndigheden er tilfreds med, at samtlige fire tiltalte blev kendt skyldige. Dog er det udelukkende de tre, der blev idømt en bøde. Anklagemyndigheden vil derfor drøfte med Statsadvokaten i Viborg, om anklagemyndigheden vil søge at anke bortfaldet af straffen for den fjerde person i sagen.

Samtlige fire tiltalte blev mandag ved Retten i Esbjerg dømt for at have overtrådt COVID-19-forsamlingsforbuddet i forbindelse med et street race i Holsted i sommer. Det melder Syd- og Sænderjyllands Politi ud i en pressemeddelelse.

Tre af de fire tiltalte blev hver idømt en bøde på 2.500 kroner, mens straffen bortfaldt for den fjerde tiltalte, en 20-årig kvinde fra Esbjerg.

Langt flere end 50 forsamlet

Hændelsen fandt sted fredag den 12. juni om aftenen ved slagteriet Danish Crown, hvor de fire tiltalte, den 20-årige kvinde og en 28-årig mand fra Esbjerg samt en 23-årig mand fra Varde og en 24-årig mand fra Vejen, var til street race, og hvor der var betydeligt flere end 50 personer forsamlet på området.

Retten fandt det bevist, at de fire tiltalte deltog i arrangementet. De var alle inde på parkeringspladsen ved slagteriet, og de var alle – på nær den 20-årige kvinde – ude af deres biler i forbindelse med arrangementet. 

Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at der var langt over 50 deltagere i arrangementet. Retten fandt desuden med henvisning til lovens forarbejder og Højesterets dom i sagen om ”rockerloven”, at reglerne om forsamlingsforbuddet ikke var i strid med grundlovens § 79. 

Herudover fandt retten, at de tiltalte havde overtrådt forsamlingsforbuddet, uanset om de havde stået i mindre grupper på parkeringspladsen. 

Det fandtes principielt også uden betydning, om de tiltalte havde været ude af deres biler under arrangementet. 
På den baggrund blev de tre mænd hver idømt en bøde på 2.500 kroner.

Men da den 20-årige kvinde ikke havde været ude af sin bil. Og da den nærmere rækkevidde af forsamlingsforbuddet ifølge retten – herunder særligt om forbuddet også omfatter personer, der bliver siddende i deres bil – kunne give anledning til tvivl, og da den 20-årige udelukkende deltog kortvarigt i arrangementet, endte dommen for hendes vedkommende med strafbortfald, jævnfør straffelovens § 83. 

Tilfreds med, at alle blev fundet skyldige

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi er meget tilfreds med, at samtlige tiltalte blev fundet skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet. 

– Det vigtigste er, at retten er enig i, hvordan forsamlingsforbuddet skal fortolkes. Der var for mange mennesker samlet på det samme sted ved samme arrangement, og så gør det ikke nogen forskel, at man forsøger at dele sig i mindre grupper, fremhæver specialanklager Lars Viereck, der førte sagen i Retten.

Han er desuden tilfreds med, at retten ikke fandt, at forsamlingsforbuddet er i strid med grundloven, og at bøderne er i overensstemmelse med anklagermyndighedens strafpåstand.

Omvendt vil anklagemyndigheden drøfte med Statsadvokaten i Viborg, om anklagemyndigheden vil søge at anke bortfaldet af straffen for den 20-årige kvinde til Vestre Landsret.