DSB’s nye, elektriske lokomotiver fra Siemens er kommet til Danmark

  • Siemens Mobility har leveret tre lokomotiver tidligere end planlagt til DSB
  • Vectron lokomotiverne er godkendt til ibrugtagelse i Danmark og til drift i 20 lande i Europa

Den 15. september har det elektriske lokomotiv Vectron fra Siemens Mobility modtaget officiel ibrugtagningstilladelse fra Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen.

Det er en milepæl i leverancen af de 42 Vectron lokomotiver, som DSB har bestilt hos Siemens Mobility. De første tre lokomotiver er allerede leveret til DSB, hvilket er seks uger før det aftalte leveringstidspunkt. Nu vil togene gennemgå de sidste tests, før de skal indgå i den almindelige drift hos DSB.

“Med Vectron får DSB et lokomotiv, som er velafprøvet og i drift hos adskillige togoperatører i Europa. Det er en lokomotiv-serie som står for høj kvalitet og driftssikkerhed. Vi er særligt glade for at vi kan levere lokomotiver til DSB, før vi oprindelig havde aftalt,” siger Steen Nørby Nielsen, CEO hos Siemens Mobility A/S i en pressemeddelelse, og fortsætter: ”Ibrugtagelsen af Vectron lokomotivet er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling, som Danmark har som målsætning. En helt afgørende forudsætning for, at vi når dette vigtige mål er, at den kollektive transport kan levere gode passageroplevelser – og på den måde skabe et alternativ til privatbilisme. For os handler eMobilitet ikke kun om elbiler, det handler bestemt også driftssikre og langtidsholdbare eltog“.

”For DSB begynder fremtiden helt håndgribeligt med leverancen af de første tre elektriske Vectron lokomotiver fra Siemens. I takt med at ellokomotiverne sættes i drift, vil de give en positiv effekt på DSB´s miljøaftryk både i forhold til energiforbrug og partikeludledning. Dermed understøtter de DSB’s ønske om en bæredygtig, præcis og fleksibel togdrift til gavn for kunderne”

Administrerende direktør i DSB Flemming Jensen

De nye DSB-lokomotiver skal med tiden køre i Danmark og Tyskland – men vil fra start primært blive brugt til regional transport af DSB’s dobbeltdækker-passagervogne. Alle lokomotiver yder 6.400 KW og har en topfart på 200 km/h. De elektriske Vectron lokomotiver er designet til både at kunne fungere i spændingssystemer med 15 kV / 16.7 Hz og 25 kV / 50 Hz og er monteret med ETCS togkontrolsystem kombineret med PZB/LZB og DK-STM-systemer. 

 I dag har mere end 50 kunder allerede valgt Vectron – og der er samlet set bestilt mere end 1.000 af lokomotiverne. Med den nye tilladelse i Danmark vil Vectron nu være i drift i 20 europæiske lande. Lokomotivet er også godkendt til drift i Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Tyskland, Ungarn, Italien, Holland, Norge, Polen, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Schweiz og Tyrkiet. 

Be the first to comment on "DSB’s nye, elektriske lokomotiver fra Siemens er kommet til Danmark"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*